Se billederne: Trætte pirater fik kæmpet sig til point, men måtte strække våben til sidst

48 timer efter pokaltriumfen tabte Aalborg Pirates til Esbjerg efter overtid

Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Lørdag aften kunne Aalborg Pirates lade champagnepropperne springe efter pokaltriumfen mod Herning Blue Fox, men trods de mulige sejrstømmermænd fik piraterne kæmpet sig tilbage i mandagens hjemmekamp mod Esbjerg Energy.

48 timer efter at Aalborg Pirates kunne løfte Metal Cuppen, måtte holdet dog til sidst strække våben mod Esbjerg Energy, der vandt med 2-1 efter overtid.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Trods nederlaget er aalborgenserne stadig nummer et i Metal Ligaen. Der er seks point ned til nærmeste forfølger Herning Blue Fox, der dog har spillet en kamp færre.

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 1-2

Periodecifre: 0-1, 0-0, 1-0, 0-1

Mål: 0-1 Kale Kerbashian (06.20), 1-1 Kirill Kabanov (56.52), Kale Kerbashian (63.12)

Udvisninger: Aalborg Pirates 3x2 minutter, Esbjerg Energy 3x2 minutter

Tilskuere: 2544

Aalborg Pirates mødte op til mandagens opgør med en svækket offensiv. Som i weekendens pokaltriumf var trioen Martin Højbjerg, Pierre-Olivier Morin og Stephen Anderson ikke spilleklar, og dertil havde kaptajn Julian Jakobsen fået en tiltrængt friaften, efter at han forleden nærmest var trådt direkte ud fra flyveren fra OL i Beijing og ind på isen til Final4-stævnet.

Det var også gæsterne, der tog teten efter godt seks minutters spil af første periode. En udvisning til Patrick Bjorkstrand nåede lige at udløbe, men Pirates-centeren kunne ikke nå tilbage og få en funktion på isen, før Kale Kerbashian kunne skaffe Esbjerg en 1-0-føring, der holdt første periode ud.

Den decimerede Pirates-offensiv havde det også svært i anden periode, hvor et par overtalssituationer blandt andet løb ud i sandet og det, hjemmeholdet kom frem til, tog Esbjerg-målmand Eamon McAdam sig af.

Anden periode sluttede dog med en god mulighed til Tobias Ladehoff, men han manglede også skarpheden, og derfor var stillingen uændret før tredje periode.

Med godt tre minutter tilbage af tredje periode lykkedes det så endelig Aalborg Pirates at få udlignet. Kirill Kabanov var først over en returpuck tæt under mål, og denne gang kunne Esbjerg-keeperen ikke stille noget op.

Godt et halvt minut senere pådrog sig hjemmeholdets Jonas Jakobsen dog en udvisning. I overtal havde Esbjerg blandt andet et forsøg på stolpen, men de godt kæmpende pirater holdt stand og var i de døende sekunder endda tæt på sejren, men ind ville pucken ikke, og derfor skulle der findes en vinder i overtid.

Godt tre minutter inde i overtiden udnyttede Esbjergs Kale Kerbashian dog et overtal til at sikre vestjyderne sejren og to point.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden