Frederikshavn Blackhawks

Se de mange billeder: Frederikshavn misser The Double

Det gik ikke som håbet for Frederikshavn Blackhawks, der søndag eftermiddag indkasserede et nederlag i DM-finalen

Frederik Lentz (tv.), Anton Madsen og Magnus Nyeng Jensen ærgrer sig på bænken i forbindelse med Frederikshavn Blackhawks' finalenederlag søndag eftermiddag.

Frederik Lentz (tv.), Anton Madsen og Magnus Nyeng Jensen ærgrer sig på bænken i forbindelse med Frederikshavn Blackhawks' finalenederlag søndag eftermiddag.

FLOORBALL:60 minutters effektivt spil endte med i alt otte mål - desværre for Frederikshavn Blackhawks' vedkommende blev de kun noteret for tre af disse.

Indledningsvist havde Frederikshavn Blackhawks svært ved at sætte sig på spillet, og det blev et gennemgående tema i løbet af kampen.

Dermed misser Frederikshavn muligheden for at vinde The Double. Tidligere på året vandt de nemlig pokalturneringen.

I bunden af artiklen kan du se samtlige billeder fra opgøret.

Frederikshavn Blackhawks 3 - 5 Benløse

Periodecifre: 1-1, 0-1, 2-3

Mål: 0-1 Jakub Lyskawa (01.51), 1-1 Dennis Torp (11.41), 1-2 Jakub Lyskawa (34.28), 1-3 Simon Møller (41.27), 2-3 Rasmus Larsen (43.52), 2-4 Mathias de Fries (45.36), 2-5 Jakub Lyskawa (54.11), 3-5 Jonathan Velgaard (55.04)

500 tilskuere havde søndag eftermiddag indfundet sig i Helsingør Hallen.

Her stod programmet på finale i Select Herreligaen mellem Benløse Floorball Club og Frederikshavn Blackhawks.

Vejen til finalen var let som en leg for Høgene, hvis seneste kamp var en sejr på hele 20-2 mod lokalrivalerne fra Strandby-Elling Tornados.

Søndagens DM-finale var en gentagelse af kampene i 2018 og 2019, som endte med en sejr til hver. Frederikshavnerne vandt med 6-3 i 2018, mens det for to år siden blev til et smalt 1-2-nederlag.

Tidligere på året kunne Frederikshavn Blackhawks hjemtage pokaltitlen, så The Double var derfor på spil for det nordjyske mandskab.

Frederikshavn havde svært ved at få spillet til at hænge sammen i de indledende minutter, og efter bare 101 sekunders effektivt spil gik det galt. Jakub Lyskawa bragte - i dagens anledning - udeholdet foran.

Det var Benløse, der dominerede tøjlerne i den første periode, som var hæsblæsende og intens, mens Frederikshavn i ny og næ afbrød overtaget.

Dennis Torp fra Frederikshavn Blackhawks tog sagen i egen hånd, da han efter næsten 12 minutters spil affyrede et skud uden chance for Benløses målvogter.

Noget anderledes begyndte anden periode, hvor der var en stillingskrig at spore. Ingen af de to mandskaber turde at vove for meget af frygt for at lukke mål ind.

En omstilling til Benløse gjorde, at Jakub Lyskawa for anden gang i kampen kunne passere Blackhaws’ målvogter.

Den tidligere Frederikshavn-spiller, Simon Møller, gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han samlede en ripost op tæt nær mål.

Håbet var dog ikke helt ude for Blackhawks, der bragte spænding tilbage i opgøret med en reducering fra Rasmus Larsens stav via et håndledssvirp.

Simon Møller ville dog ikke lade sine gamle kolleger komme nærmere ind i kampen, og han assisterede den spillede Benløse-træner, Mathias de Fries, efter 45 minutters spil.

Jakub Lyskawa fik også sit hattrick, da han med seks minutter tilbage af kampen udbyggede Benløses føring til 5-2.

Mod slutningen af kampen formåede Jonathan Velgaard dog imidlertid at bringe spænding tilbage i finalen. Skarpheden manglede til tider for frederikshavnerne, men her var Velgaard kynisk, da han ganske resolut lavede en pirouette rundt om sig selv og skarpladt trykkede af.

Flere mål blev det ikke til, og så blev finalen fløjtet af.

Efter finalen skulle der uddeles flere kåringer. Her blev to Frederikshavn-spillere i form af Kasper Kajgaard og Nicolai Flyvholm placeret på årets hold, mens nordjydernes træner, Andreas Glad, vandt prisen som årets træner.

Se samtlige billeder fra opgøret herunder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.