Fodbold

Se højdepunkter: Her er de gode og de mindre gode AaB-nyheder

Der var flest opløftende momenter hos superligaholdet i fredagens 2-2-opgør på Malta mod østrigere

Kasper Høgh spillede fredag sin første kamp som officiel AaB-spiller. Foto: Lars Pauli
Kasper Høgh spillede fredag sin første kamp som officiel AaB-spiller. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret 23. januar 2022 kl. 15:30

FODBOLD: Der var fremgang at spore, da AaB's superligahold fredag spillede 2-2 mod østrigske WSG Tirol under træningslejren på Malta.

Aalborgenserne skabte syv store målchancer i kampen, og det burde normalt være nok til at vinde. Iver Fossum scorede godt nok én gang, men nordmanden brændte efter pausen to store tilbud. Evnen til at lave de perfekt timede løb i feltet har han dog tydeligvis ikke glemt hen over julepausen.

Kasper Høgh manglede lige den sidste præcision på sine to store chancer i første halvleg, men den nybagte AaB-spiller skal have ros for at arbejde hårdt og komme frem til mulighederne.

Det sidste har Milan Makaric haft store problemer med, men den serbiske angriber svarede igen på kritikken ved flot at heade et indlæg i nettet i slutfasen til 2-2. Så er der da noget at bygge videre på.

Se højdepunkterne fra fredagens kamp herunder:

Mod WSG Tirol så man også en lille opblomstring hos Aleksandar Trajkovski, der efter sin indskiftning i anden halvleg tog initiativ på bolden og fik noget længe ventet tempo ind i sit spil. Det klædte nordmakedoneren.

At AaB gav en del chancer væk i slutfasen, efter at man havde lavet hele 11 udskiftninger, skal man nok ikke lægge for meget i. I første halvleg var der væsentligt bedre styr på defensiven.

Til gengæld kan man godt tillade sig at konkludere, at der er nogle AaB-spillere, der stadig hænger en smule i bremsen ovenpå juleferien.

Den portugisiske midtbanespiller Pedro Ferreira har indtil videre spillet med en alt for stor fejlmargin i kampene på Malta, og angriberen Tim Prica kæmper fortsat hårdt med at finde noget selvtillid - oveni, at han på træningslejren har kæmpet med en mindre overbelastningsskade.

Samtidig viste fredagens kamp også, at Jakob Ahlmann slider med at finde præcisionen i sit fremadrettede pasningsspil.

Hold dig opdateret om AaB: Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB her

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden