Se målene: Fredag den 13. blev en ulykkesdag for nordjysk ishockey
Hverken Frederikshavn White Hawks eller Aalborg Pirates formåede at hente point i fredagens opgør
Opdateret 14. oktober 2023 kl. 10:32
Fredag den 13. kan typisk få bange anelser frem hos folk med hang til overtro, men selv for nordjyske ishockeyfans uden en sådan blev denne oktober-udgave en sort en af slagsen.
Værst må det uden sammenligning have været for dem, der holder med Frederikshavn White Hawks. De vingeskudte høge formåede heller ikke at vinde i sæsonens 12. forsøg. Faktisk ramte White Hawks et foreløbigt lavpunkt i sæsonen, da man endte med at tabe 1-8 ude mod Rungsted.
Allerede efter ni sekunders hockey kunne den tidligere White Hawks-profil Lucas Andersen bringe nordsjællænderne foran, og så var tonen ligesom slået an til en rædselsfuld aften for vendelboerne.
Efter de første 20 minutter lignede White Hawks-holdet et mandskab i opløsning. Nede 0-5 var der intet håb om point. Spillemæssig oprejsning blev det heller ikke for alvor til i de efterfølgende to perioder, hvor det kun var et Rungsted-hold i frigear, der sørgede for, at ydmygelsen stoppede ved 8-1.
Se målene herunder - bragt i samarbejde med Metalligaen.tv:
Spørgsmålet er, om White Hawks kan klemme sig forbi Rødovre og ind i slutspillet i denne sæson. De første 12 kampe lover ikke godt for høgene. Helt så mangelfuld var indsatsen ikke hos Aalborg Pirates, der dog heller ikke fik point med fra kampen ude mod Herning Blue Fox. Det blev til et nederlag på 2-6.
Mesterholdet var ellers godt med i første periode trods savnet af tre fra den normale stambesætning. Både Calder Brooks, Søren Dietz-Larsen og Nikolaj Carstensen manglede på holdkortet.
Efter første periode var Pirates bagud 0-1, men på mål fra Magnus Boesen og Jeppe Jul Korsgaard, så det ud til, at man kunne holde trit med Herning.
Det ændrede sig dog markant i midten af anden periode, da rævene gik fra 2-2 til at bringe sig i front med 5-2 på ganske få minutter. Den lussing kom piraterne sig aldrig over, og i stedet blev tredje periode i højere grad præget af frustrationer end godt spil.
Se målene herunder:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.