Se eller gense kampen: AaB vandt målorgie i Spanien
Vi sendte live, da superligaholdet mandag mødte Sogndal fra den næstbedste norske række

Younes Bakiz (tv.) bragte AaB foran mod Sogndal. Siden fulgte yderligere syv scoringer. Foto: Martél Andersen
OLIVA:AaB's superligahold spillede mandag den anden og sidste kamp under den igangværende træningslejr i Spanien.
Her vandt de 5-3 over Sogndal fra den næstbedste norske række - efter en kaotisk optakt, hvor kampen først blev udsat 40 minutter og siden måtte flyttes på grund af vand på banen.
Da først testkampen blev sat i gang, dominerede AaB indledningsvist stort og kom foran ved Younes Bakiz. Men på to hurtige mål efter godt et kvarters spil vendte Sogndal kampen på hovedet. Her så AaB's defensiv ikke heldig ud.
Nicklas Helenius, der fik de første 45 minutter, fik siden udlignet til 2-2, inden nordmændene igen kom foran i halvlegens døende minutter.
Efter pausen vendte AaB siden kampen på hovedet og trykkede til slut Sogndal helt i bund. Allan Sousa, Jeppe Pedersen og Marco Ramkilde lavede målene, der sikrede en fortjent 5-3-sejr.
Se eller gense forestillingen herunder:
AaB - Sogndal 5-3
- Fodbold, træningskamp
- Mål: 1-0 Younes Bakiz (8. minut), 1-1 Mansour Gueye (15. minut), 1-2 Emanuel Grønner (straffe, 18. minut), 2-2 Nicklas Helenius (24. minut), 2-3 Sondre Ørjasæter (42.minut), 3-3 Allan Sousa (56. minut), 4-3 Jeppe Pedersen (79. minut), 5-3 Marco Ramkilde (85. minut)
- AaB-opstilling (4-3-3): Josip Posavec (Theo Sander, 57. minut) - Kristoffer Pallesen, Anders Hagelskjær, Jonas Skulstad (Lars Kramer, 61. minut), Jakob Ahlmann (Andreas Poulsen, 67. minut) - Jeppe Pedersen, Sebastian Otoa (Malthe Højholt, 61. minut), Oliver Ross - Allan Sousa, Nicklas Helenius (Marco Ramkilde, 46. minut), Younes Bakiz (Iver Fossum, 46. minut)
Mandagens træningskamp var den sidste på træningslejren i Spanien og den næstsidste, inden forårspremieren hjemme mod AGF den 17. februar.
AaB spiller den allersidste testkamp mod Vendsyssel FF fra 1. division lørdag 11. februar kl. 14.00. Den kan du streame på nordjyske.dk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.