Sejr over Tyskland bekræftede fastholdt vinderkultur
Trods en del nye på holdet til årets EM viste sejren over Tyskland landstræneren, at mentaliteten er intakt.
Efter at have fløjet ubesværet gennem en let indledende gruppe ved EM tabte Danmark til Norge i første mellemrundekamp og fik derfor kniven for struben i forhold til at nå semifinalen.
Flere af de erfarne kræfter fra de senere år er ikke med til EM, og derfor var landstræner Jesper Jensen ekstra glad for at se, hvordan holdet håndterede lørdagens kamp mod Tyskland.
- Vi har skiftet meget ud i denne omgang, og vi vidste ikke, hvordan vi kunne reagere efter et nederlag til Norge. Vi vidste ikke, hvordan vi kunne reagere ved at være bagud efter ti minutter i anden halvleg (som man var mod Tyskland, red.), lyder det fra landstræneren.
- Så i en kamp, hvor kniven var for struben, var meget ubetrådt grund for lige den gruppe, der er afsted nu. Og derfor var vi glade for at se det, vi så lørdag. Der var relativt ro på.
Danmark var bagud med et enkelt mål til tyskerne 20 minutter før tid, og spillet flød ikke helt.
Men en forrygende afslutning i det sidste kvarter endte med at sikre danskerne en stor sejr på 30-22 samt de to vitale point i jagten på den sjette slutrundesemifinale i træk, inklusiv OL, under Jesper Jensen.
Hans tro på, at det kan ske, fik i hvert fald ekstra næring efter at have set holdets indsats mod tyskerne.
- Den kultur, der er skabt, holder stadig. De nye spillere, der er kommet ind nu, er kommet ind i en vinderkultur, siger Jesper Jensen.
- Så er vi med på, at Norge selvfølgelig er stærkere, fordi de har vundet guld. Men vi har været tættere på succes end fiasko de seneste mange år. Det vil sige, at de nye spillere kommer også ind og arver den følelse, der er i resten af gruppen.
De danske kvinder skal mandag forsøge at hente yderligere to point til EM-regnskabet, når Slovenien venter. Kampen spilles mandag klokken 20.30.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.