Selvsikker Messi var overbevist om argentinsk VM-succes
Lionel Messi spillede en nøglerolle for Argentina, som er klar til finalen ved VM i fodbold.
Lionel Messi er for anden gang i karrieren klar til finalen ved VM i fodbold.
Sammen med holdkammeraterne fra Argentina nedlagde han tirsdag aften Kroatien med 3-0 i Qatar, og nu står kun Marokko eller Frankrig i vejen for en argentinsk VM-triumf.
Messi var selv afgørende med et mål og et oplæg, og han er ikke overrasket over, at Argentina er nået så langt.
- Jeg føler mange forskellige ting. Det er helt vildt at se det her. At se folk og familier gennem VM har været fantastisk. Vi er klar til den sidste kamp, som var den, vi ville frem til.
- Jeg ved ikke, om det her er mit bedste VM. Jeg har nydt det meget. Vi var sikre på, at holdet nok skulle klare den. Vi ved, hvad vi kan, og vi beder folk om at tro på os, siger han ifølge Argentinas Fodboldforbunds Twitter-profil.
Argentina tog føringen efter lidt mere end en halv time, da Messi hamrede et straffespark i nettet med stor overlegenhed.
Kort efter udbyggede hans stærkt spillende holdkammerat Julian Alvarez til 2-0, før angriberen med godt 20 minutter igen nød godt af Messis flotte forarbejde og lukkede kampen.
- Vi vidste, at de ville komme til at have bolden meget, for de har gode spillere midt på banen. Men vi forberedte os godt på kampen.
- Vi har et meget klogt hold, som ved, hvordan man skal læse de forskellige perioder i hver kamp, forklarer han ifølge fodboldforbundets Twitter-profil.
35-årige Messi sagde op til slutrunden, at VM i Qatar bliver hans sidste optræden ved et verdensmesterskab.
I tirsdagens kamp satte han sig alene på den argentinske målrekord med 11 VM-mål, mens han tangerede tyske Lothar Matthäus' rekord for flest kampe i turneringen med 25.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.