Semifinalerne sejlede langt væk for Mors-Thy
Det var endnu engang lige ved og næsten for Mors-Thy, som igen måtte se sig besejret i slutminutterne
Opdateret kl. 01:22
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold skulle mandag aften tage point med hjem fra Skjern, hvis holdet ville bevare en realistisk chance for at kvalificere sig til semifinalerne.
Nordvestjyderne lykkedes dog ikke med denne opgave, da hjemmeholdet sejrede med 28-26. Derfor ser en plads blandt de sidste fire hold i HTH Ligaen nu overordentligt svært ud.
Mors-Thy fik ellers en fornuftig start på kampen, da Sander Øverjordet hurtigt kunne bringe gæsterne foran med 3-1 efter et par redninger fra Rasmus Henriksen i målet.
Skjern fik i den efterfølgende periode spist sig ind på Mors-Thy. De to hold fulgtes ad frem til det 12. minut til stillingen 6-6.
Hjemmeholdet havde særligt i indledningen svært ved at dæmme op for gennembruddene og skuddet fra distancen, men da Skjern fik sat en stopper for Mors-Thy's offensive opskrift, blev kampen vendt på hovedet.
- Stillinger undervejs: 3-3, 6-6, 8-6, 10-6, (13-10), 16-13, 20-16, 23-20, 26-24
- Topscorer Skjern: Eivind Tangen 11
- Mål, Mors-Thy: Axel Franzén 5, Mads Hoxer 4, Bjarke Christensen 4, Erik Toft 4, Sander Øverjordet 3, Lasse Pedersen 3, Andreas Nielsen 1, Marcus Midtgaard 1, Tim Sørensen 1
- Udvisninger: Skjern 2, Mors Thy 2
- Tilskuere: 2913
Mors-Thy brændte tre afslutninger i træk, og så startede værterne stille og roligt med at udbygge føringen. Lasse Mikkelsen kunne bringe vestjyderne foran med 8-6 godt halvvejs i første halvleg.
De offensive problemer blev ikke bedre af, at Rasmus Henriksen ikke havde stoppet end bold siden det tredje minut. Men en håndfuld tekniske fejl fra Skjern gjorde, at Mors-Thy trods alt ikke var længere væk, end at Sander Øverjordet kunne reducere til 7-9.
Dermed fik nordmanden stoppet blødningen i angrebet. Forud havde Mors-Thy gået en periode på 10 minutter uden scoringer.
Skjern Håndbold fik mod pausen bragt sig foran med fire, men nordvestjyderne gjorde comebacket en smule lettere, da afstanden blev reduceret til 10-13 ved pausetid.
Rasmus Henriksen ramte langt fra det niveau, som han havde gjort i de foregående kampe, hvilket fik cheftræner Niels Agesen til at smide Rasmus Bech i målet. Det gjorde dog ikke den store forskel, for efter 10 minutter på banen havde han kun fået hånden på en enkelt bold.
Modsat gjorde Christoffer Bonde i Skjern-målet det onde ved gæsterne. Han stod således med en redningsprocent på 40, hvilket hjalp hjemmeholdet på 19-15.
Med 10 minutter tilbage fik Mors-Thy pumpet lidt fornyet spænding ind i kampen, da Axel Franzén med sit fjerde mål fra stregen scorede til 22-24.
Mors-Thy havde mod slutningen alle muligheder for minimum at få et point i kampen, men et hav af fejl i slutminutterne kostede dyrt, og dermed kunne Skjern til allersidst afgøre kampen til egen fordel.
Resultatet betyder, at Mors-Thy fortsat ligger på fjerdepladsen i slutspilsgruppen, men nu med hele fem point op til den semifinalegivende andenplads, som Skjern for nuværende sidder på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.