Sen coronasmitte forsinker tre ishockeyherrer til OL
Tre landsholdsspillere i ishockey må vente nogle dage med at rejse til OL i Kina. Fem reserver rejser med.
De danske ishockeyherrer, som inden længe debuterer ved vinter-OL, rejser mandag til de forestående lege i Beijing. Men det er ikke en fuldtallig trup, der letter fra København.
Nylig coronasmitte til tre af spillerne gør nemlig, at de endnu ikke kan leve op til de ekstra coronaprotokoller, som værtsnationen kræver. Det drejer sig om Nicklas Jensen, Phillip Bruggisser og Jesper Jensen.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.
- Sent smittede OL-deltagere skal kunne fremvise fire negative PCR-testresultater med minimum 24 timers mellemrum samt opnå en særlig godkendelse hos de kinesiske myndigheder, før indrejse til Kina er mulig, skriver DIF.
Det kan de tre spillere, som har været smittet inden for de seneste 30 dage, ikke nå at få på plads, til flyet letter mandag.
Forventningen er, at der kommer styr på de ting i de kommende dage, hvorefter de tre spillere flyves til Kina og støder til truppen.
I disse coronatider kan det dog være svært at vide sig sikker på noget. Det har DIF og ishockeyunionen taget konsekvensen af, hvorfor man sender fem backupspillere til Kina med flyet mandag.
- Derfor tager det mandlige landshold fem ekstra spillere med til vinter-OL, skriver DIF i pressemeddelelsen.
- De skrives i første omgang ikke ind som aktive OL-atleter, men flyves til Kina som såkaldte "Practice Players" for at sikre optimale træningsvilkår for landsholdet, og for at holdet kan stille med fuld trup i tilfælde af positive testresultater frem mod OL-turneringens start.
De fem ekstra spillere er Nichlas Hardt, Mikkel Aagaard Hansen, Christian Wejse, Niklas Andersen og Mads Larsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.