Sent sejrsmål sendte Vendsyssel i den syvende himmel
Lucas Jensen blev den helt store Vendsyssel-helt med sin scoring til 2-1 dybt inde i overtiden mod FC Fredericia
HJØRRING: Vendsyssels 2-1-sejr over FC Fredericia var en kamp, der bød på to Vendsyssel-mål i hver sin ende af kampen, og i de mellemliggende 90 minutter var der ikke meget at skrive hjem om for hjemmeholdet.
Der var blot spillet 78 sekunder af kampen mellem Vendsyssel FF og FC Fredericia, da Wessam Abou Ali headede et knivskarpt indlæg fra Zander Hyltoft i nettet.
Så var tonen slået an, og revanchelysten lyste ud af VFF-spillerne i kampens indledning. Forrige rundes nedsmeltning mod Hillerød skulle begraves via en god præstation i torsdagens kamp. FC Fredericia kom bedre med, og gæsterne fik kampens næste store mulighed. Frederik Carstensen ramte stolpen, da Bizoza og Mpindi mistede bolden i et klodset forsøg på at spille små kombinationer foran eget felt.
Der var startdebut i NordicBet Liga-sammenhæng til unge Mattias Jakobsen. Det slap den tidligere FCK'er godt fra i første halvleg, men gæsterne gjorde heller ikke meget for at udfordre ham.
Det gjorde de til gengæld efter 64 minutters spil, da Adam Jakobsen modtog en stikning fra Frederik Carstensen. Han snød et passivt VFF-forsvar og udplacerede Marcus Bundgaard med hjælp fra den ene stolpe.
Hjemmeholdet, der så ud til at være gået i dvale frem til udligningen, vågnede nu atter op. Blandt andet fik Konate en kæmpe chance kort efter udligningen, da Emil Nielsen serverede et indlæg til ham i det lille felt. Skarpheden var dog en mangelvare.
Et par VFF-udskiftninger viste sig at være den vitaminindsprøjtning, som hjemmeholdets mangelfulde intensitet havde brug for. Det pyntede på et kampbillede, der eller havde haft malet FC Fredericia ud over sig i anden halvleg. Det var nu atter Henrik Pedersens udvalgte, der jagtede den sejr, der kunne agere pletfjerner i forhold til blamagen i Hillerød.
Fem minutter før tid var Vendsyssel ved at finde den store Vanish-bøtte frem. En lille genialitet fra Lasse Steffensen skabte en kæmpe åbning til Carl Lange, men han bankede bolden ind i det net, der står bag målet og skal forhindre bolden i at ryge ind på nabogrunden. I tillægstiden lykkedes det til gengæld, da Vendsyssel FF fejrede et jubilæum, da man smækkede indlæg nummer cirka 25 ind i feltet, og det endte efter kaos og tumult hos Lucas Jensen, der prikkede bolden over stregen til vild jubel blandt de 783 tilskuere.
- Mål: 1-0 Wessam Abou Ali (2. minut), 1-1 Adam Jakobsen (64. minut), 2-1 Lucas Jensen (92. minut)
- Vendsyssels hold 4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen (Panagiotis Armenakas, 54. minut), Mattias Jakobsen, Mads Greve, Emil Nielsen - Zander Hyltoft, Victor Mpindi, Parfait Bizoza - Tiemoko Konate (Lucas Jensen, 72. minut), Lasse Steffensen, Wessam Abou Ali (Carl Lange, 72. minut).
- Advarsler: Wessam Abou Ali (15. minut), Frederik Christensen (61. minut)
- Tilskuere: 783
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.