Sent sejrsmål sikrer Arsenal vigtige point i CL-jagt
Arsenal vendte 0-1 til en 2-1-sejr i hjemmekampen mod Wolverhampton via to sene mål.
Arsenal var længe på kurs mod et nederlag, men sikrede sig torsdag en vigtig 2-1-sejr hjemme over Wolverhampton via to sene scoringer.
Indskiftede Nicolas Pépé og Alexandre Lacazette vendte billedet i opgørets slutfase med hver sit mål.
Med resultatet overhaler Arsenal London-rivalen West Ham og rykker op på femtepladsen i Premier League, hvor holdet jagter en Champions League-plads, hvilket kræver mindst en fjerdeplads.
Arsenal har et point op til Manchester United på fjerdepladsen og har desuden to kampe i baghånden i forhold til United.
Wolverhampton havde bolden i nettet allerede efter syv minutter, men scoringen blev korrekt annulleret for offside.
I stedet blev det 0-1 efter ti minutter, da Arsenals brasilianske stopper Gabriel i en presset situation spillede bolden fra højre side ind mod keeper Aaron Ramsdale.
Men pasningen blev opsnappet af den sydkoreanske angriber Hee-Chan Hwang, der rundede Ramsdale og scorede fra en spids vinkel.
Arsenal dominerede generelt spillet og pressede med nogen succes udeholdet højt, men det kneb med at få spillet chancerne store.
Angriberen Raúl Jiménez var tæt på 2-0 i første halvlegs overtid, og målscorer Hwang sendte også en stor chance forbi rammen i starten af anden halvleg.
Kampbilledet med Arsenal som dominerende fortsatte ellers i anden halvleg, men holdet kæmpede i den grad med at gøre sig selv farligt.
Efter 82 minutter kom forløsningen.
Den norske kreatør Martin Ødegaard fandt flot indskiftede Eddie Nketiah, som sendte bolden videre til en anden indskifter, Nicolas Pépé, som drejede rundt og sparkede balance i regnskabet.
Begge hold havde chancer til at afgøre kampen i slutfasen, men først efter 95 minutter kom afgørelsen, da Lacazette slog til og skabte stor jubel på tribunerne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.