Serena Williams kalder Tom Bradys U-vending for sej trend

NFL-spilleren Tom Brady droppede hurtigt pensionsplanerne. Heller ikke Serena Williams udelukker et comeback.

Serena Williams så ud til at tage en følelsesladet afsked med tennissporten efter sit nederlag ved US Open. <i>Corey Sipkin/Ritzau Scanpix</i>

Serena Williams så ud til at tage en følelsesladet afsked med tennissporten efter sit nederlag ved US Open. Corey Sipkin/Ritzau Scanpix

Officielt har Serena Williams ikke stoppet sin tenniskarriere, selv om meget pegede i den retning under det netop afsluttede US Open.

Amerikaneren har sagt, at hun vil "udvikle sig væk fra tennis" og kan ikke lide at tale om pension.

Alligevel åbner hun allerede døren en anelse på klem for et comeback.

- Man ved aldrig, siger hun i et interview med det amerikanske tv-program "Good Morning America".

- Jeg har gået og sagt, at Tom Brady startede en virkelig sej trend.

Den 23-foldige grand slam-vinder i single henviser til NFL-spilleren Tom Brady, som i februar meddelte, at han stoppede karrieren.

Bare seks uger senere ombestemte han sig og oplyste, at han vendte tilbage til sin sæson nummer 23 i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Den 45-årige legende betragtes stadig som en af de bedste quarterbacks i NFL.

Serena Williams havde ikke spillet tennis på topniveau i et år og var faldet helt ud af top-1000, da hun i juni stillede op i Wimbledon.

Her blev det kun til en enkelt optræden, og heller ikke i de efterfølgende turneringer havde hun den store succes.

I US Open nåede hun imidlertid til tredje runde og slog undervejs den andenseedede Anett Kontaveit fra Estland. Dernæst røg Williams ud til australske Ajla Tomljanovic i tre sæt.

Mens Serena Williams efter alt at dømme har stoppet karrieren, har hendes søster, Venus Williams, ikke givet samme melding.

- Hun er ikke færdig endnu. Det her handler kun om mig, siger Serena Williams.

Serena Williams har svært ved at forestille sig, at hun selv slipper tennis helt.

- Det har givet mig så meget, og jeg føler, at det ikke er på tale, at jeg ikke skal være involveret i tennis på en måde i fremtiden.

- Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg elsker sporten og spillet. Jeg elsker alt ved det, og det har været et lys i mit liv, forklarer hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.