Seriehold skal op mod Jammerbugt i pokalen: - Vi havde drømt om Thisted- kamp
Der venter flere spændende nordjyske pokalkampe i første runde af Sydbank Pokalen, hvor særligt Klitmøller IF og Øster Hornum falder i øjnene

Mojo Kingsley tørner i dag ud for Klitmøller IF i serie 3, men han har blandt andet en fortid i Thisted FC. Arkivfoto: Diana Holm
KLITMØLLER:Der er hele 10 lokale hold med i første runde af Sydbank Pokalen. Her spænder niveauet ret bredt fra Hobro og Vendsyssel fra 1. division til Klitmøller IF og Øster Hornum, der begge gør sig i serie 3.
Netop de to serie 3-klubber er begge debutanter i den landsdækkende pokalturnering. De plejer som så mange andre seriehold at vinke farvel til drømmen om et pokaleventyr, inden divisionsholdene træder ind i turneringen.
- Det er ret spændende for hele klubben, at vi er med i pokalturneringen. Det er første gang, at vi har kvalificeret os. Det er noget, som hele byen har snakket om. Der er mange, der har spurgt, hvornår vi fandt ud af, hvem vi skulle møde, fortæller Simon Imer Jensen, der er formand for fodboldafdelingen i Øster Hornum.
Det blev danmarksserieholdet Ringkøbing, som man skal op mod. En lodtrækning, der er sådan lidt både og for pokaldebutanterne.
- Jeg kender intet til Ringkøbing. Vi ville da gerne have trukket en mere lokal modstander. Det var jo enten en sjov kamp mod Hobro eller Vendsyssel, eller en kamp, hvor vi sportsligt havde en bedre chance. Nu blev det ikke rigtigt nogle af delene, siger Simon Imer Jensen.
Trods den lidt ubekendte vestjyske modstander er der forventning om en byfest, når man byder på pokalfodbold i Øster Hornum.
- Jeg er sikker på, at vi nok skal få en fest ud af det og forhåbentlig mange mennesker på stadion. Det er vist den største ambition, siger formanden for Øster Hornums fodboldafdeling.
Trak forkert divisionshold
I Klitmøller IF havde formand Randy Oddershede håbet på, at man kunne løbe ind i "storebror" Thisted FC i den første runde, men i stedet trak man et andet 2. divisionshold: Jammerbugt FC. Selv om det i sig selv er sjovt, så havde det været sjovere med en kamp mod Thisted FC.
- Det var det, vi gik og drømte om. Det ville have været stort med en kamp mod Thisted FC. Vi har en lille håndfuld spillere, der har en fortid i Thisted FC, så det kunne have været noget specielt, siger Randy Oddershede, der dog ikke tøver med at kalde pokalkampen mod Jammerbugt FC for den største i klubbens historie.
- Vi glæder os helt vildt til kampen. Det er første gang, vi er med i hovedturneringen. Det var ikke noget, vi har gået efter, men vi var oversidder i en runde, og så fik vi et par kampe aflyst, så vejen var pludselig ikke så lang, fortæller formanden for Klitmøller IF.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår pokalkampene skal afvikles, men terminen er placeret den 3. august.
1. runde af Sydbank Pokalen
- Her er de lokale hold:
- Vejgaard-Hobro
- Klitmøller-Jammerbugt
- VSK Aarhus-Vendsyssel
- Farsø/Ullits-Skive
- Frederikshavn-ASA Aarhus
- Nørresundby-Thisted
- Øster Hornum-Ringkøbing
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.