krig

Shakhtar Donetsk-træner lover krigerisk indsats mod Real Madrid

Shakhtar Donetsk vil udvise kampgejst som ukrainske soldater i tirsdagens kamp mod Real Madrid, siger træner.

Shakhtar Donetsk føler stor empati med det, der sker i Ukraine, siger det ukrainske holds træner, Igor Jovićević. (Arkivfoto).
Shakhtar Donetsk føler stor empati med det, der sker i Ukraine, siger det ukrainske holds træner, Igor Jovićević. (Arkivfoto). Susana Vera/Reuters

Shakhtar Donetsk vil ikke lade krigen i Ukraine ødelægge holdets moral.

Det siger træner Igor Jovićević forud for det ukrainske holds Champions League-møde med Real Madrid i Warszawa tirsdag.

I sit hidtil mest omfattende luftangreb siden krigens start i februar lod Rusland mandag missilerne regne ned over flere ukrainske byer, herunder hovedstaden Kyiv.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i angrebet, der kom som et modsvar på en eksplosion, der lørdag ramte en vigtig bro, der forbinder Rusland med Krim-halvøen.

- Sammen er vi stærkere. Og som sportsudøvere ser vi det som et socialt ansvar. Vi er nødt til at være tæt på det, der sker i Ukraine, og vi føler stor empati, siger Igor Jovićević på et pressemøde mandag.

Mandagens missiler ramte ned i travle vejkryds, parker og populære turiststeder i den centrale del af Kyiv.

Der blev også rapporteret om eksplosioner i Lviv, hvor Shakhtar Donetsk, der - som navnet antyder - kommer fra Donetsk, har midlertidigt hjemme.

Som følge af krigen i Ukraine spiller Shakhtar Donetsk deres hjemmekampe i Champions League-gruppespillet i Polens hovedstad, Warszawa.

- Mange af mine spillere har deres familier i Ukraine, og det påvirker os. Men det vil ikke ødelægge vores moral, og på banen vil vi kæmpe, ligesom de ukrainske styrker kæmper for os og vores frihed, siger Igor Jovićević.

I det første opgør mellem Shakhtar Donetsk og Real Madrid i sidste uge vandt den spanske hovedstadsklub 2-1 i Madrid. Spanierne ligger øverst i gruppe F med ni point efter tre kampe. Shakhtar Donetsk ligger nummer to med fire point.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden