Sport

Shiffrin mister balancen og ryger ud af svensk løb

I storslalomkonkurrencens første gennemløb i Åre mistede Mikaela Shiffrin balancen og sejrschancen.

Det lykkedes ikke Mikaela Shiffrin at gennemføre lørdagens konkurrence i storslalom.
Det lykkedes ikke Mikaela Shiffrin at gennemføre lørdagens konkurrence i storslalom. 10050 Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:31

Mikaela Shiffrin kørte sig i slutningen af februar til World Cup-sejr nummer 100 i karrieren, men den imponerende statistik bliver ikke udbygget lørdag.

Den 29-årige amerikaner nåede ikke videre fra første gennemløb i storslalomkonkurrencen i svenske Åre.

Godt 20 sekunder inde i løbet gik det galt for Shiffrin, der tilsyneladende havde for meget fart på efter en port og mistede balancen.

Hun måtte slukøret køre ud til siden og konstatere, at det end ikke blev til et resultat. Det tegnede imidlertid heller ikke til at blive en stor dag for skisportslegenden, som havde 11.-bedste tid efter første sektor.

Sejren gik i stedet til italienske Federica Brignone, som efter to gennemløb var 0,21 sekunder hurtigere end amerikanske Nina O'Brien. Lisa Nyberg fra Sverige blev treer.

Shiffrin har haft en bøvlet sæson. Det hele startede med et voldsomt styrt på hjemmebanen i Killington i slutningen af november.

I uheldet pådrog hun sig en skade i maveregionen, og hun blev dernæst sat tilbage af en uventet operation i december.

Siden har hun fortalt, at hun har PTSD-lignede symptomer, når det kommer til storslalom, hvor farten er betydeligt højere end i slalom.

Triumfen for to uger siden fandt sted i italienske Sestriere, hvor Shiffrin var hurtigst af alle i slalomkonkurrencen.

Ved den lejlighed tangerede hun desuden Ingemar Stenmarks rekord. Svenskeren nåede således på podiet i 155 World Cup-løb. Samme antal nåede Shiffrin op på i Sestriere.

Det er efterhånden 13 år siden, Shiffrin vandt i World Cuppen for første gang. I alt er det blevet til blandt andet 63 sejre i slalom og 22 i storslalom.

Hun får chancen igen søndag, hvor det gælder slalomløbet i Åre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden