Sport

Sidste danske badmintonspillere tjekker ud af Hong Kong Open

Med Jesper Toft og Amalie Magelunds kvartfinalenederlag er alle danskere nu færdige i Hongkong.

Jesper Toft og Amalie Magelund tabte i to sæt til Yuti Watanabe og Misaki Matsutomo. (Arkivfoto).
Jesper Toft og Amalie Magelund tabte i to sæt til Yuti Watanabe og Misaki Matsutomo. (Arkivfoto). Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Hele den danske badmintondelegation kan rejse hjem fra Hong Kong Open inden semifinalerne.

Med Jesper Toft og Amalie Magelunds nederlag i kvartfinalen i mixeddouble fredag eftermiddag forsvandt den sidste danske mulighed for succes i Super 500-turneringen.

Danmark var ellers tungt repræsenteret, men hovedparten af de danske deltagere med Viktor Axelsen i spidsen tabte allerede i første runde.

Toft og Magelund vandt trods alt to kampe, inden det gik galt mod japanerne Yuti Watanabe og Misaki Matsutomo.

Den japanske duo vandt med 21-17, 21-14 og sendte de ottendeseedede danskere ud.

Watanabe og Matsutomo dominerede første sæt klart og bragte sig foran 19-13.

Den danske slutspurt kom for sent. Godt nok fik Toft og Magelund reduceret til 17-20, men tabte derefter sættet, da Tofts smash blev fanget i nettet.

Danskerne fik en fin start på andet sæt med føring 5-1 og 7-2. Men derfra begyndte det hurtigt at ramle.

Flere og flere fejl sneg sig ind i spillet, og danskerne virkede utålmodige. Ved midtvejspausen var føringen skrumpet til 11-10, og derefter tabte Toft og Magelund de næste seks bolde på stribe, og det kom de ikke tilbage fra.

Næste turnering på badmintonspillernes World Tour er Super 750-turneringen China Masters, der spilles i den kommende uge.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden