Silkeborg får slovensk eller finsk modstand i Europa
NK Maribor eller HJK Helsinki venter Kent Nielsens Silkeborg-mandskab i playoffrunden til Europa League.
Opdateret kl. 13:24
Sidste sæsons bronzevindere fra Silkeborg skal op mod NK Maribor eller HJK Helsinki i playoffrunden til Europa League.
Det blev afgjort i tirsdagens lodtrækning hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i Nyon.
Silkeborg-træner Kent Nielsens mandskab træder ind i kvalifikationen på et sent tidspunkt, hvilket betyder, at den endelige modstander først bliver fundet i denne og næste uge.
Slovenske Maribor og finske Helsinki mødes på torsdag i det første af to opgør om avancement til playoffrunden.
Silkeborg var på forhånd seedet i lodtrækningen på grund af Danmarks rangering i europæisk klubfodbold.
Midtjyderne tog store dele af det danske fodboldpublikum med storm i sidste sæson, hvor holdet var oprykker i Superligaen. Sæsonen endte på tredjepladsen efter FC København og FC Midtjylland.
Holdet indtager i øjeblikket en andenplads i Superligaen med syv point efter tre spillerunder.
Skulle det ende med et samlet nederlag til Maribor eller Helsinki, så overgår Silkeborg til gruppespillet i Conference League.
Silkeborg indleder det europæiske eventyr på udebane 18. august, mens playoff-duellen afsluttes på kunstgræsbanen i Midtjylland.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.