Sport

Silkeborg henter back med colombianske rødder i Esbjerg

Leonel Montano, der i sidste sæson bar anførerbindet i Esbjerg, skifter til Silkeborg på fireårig kontrakt.

Leonel Montano (th.) skifter fra Esbjerg til Silkeborg. (Arkivfoto).
Leonel Montano (th.) skifter fra Esbjerg til Silkeborg. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Silkeborg har op til den kommende sæson forstærket sig med den 25-årige venstreback Leonel Montano, skriver klubben på sin hjemmeside.

Montano kommer fra et fireårigt ophold i Esbjerg, hvor han markerede sig med to mål og to assister i den forgangne sæson i 1. division og i sidste del af den bar anførerbindet.

Danskeren med de colombianske rødder får en fireårig kontrakt i Silkeborg.

- Vi ser i Leonel Montano en dygtig venstrebenet back, som især har sine forcer i det offensive spil. Med sin fart og gode venstrefod ser vi ham som en styrkelse af de muligheder, vi i forvejen har på backpositionerne, siger sportschef Jesper Stüker.

- Leonel Montano er virkelig trådt i karakter i Esbjerg fB i den seneste sæson i 1. division, og vi har en forventning om, at han fra dag et vil kunne gøre sig gældende i forhold til at konkurrere om spilletid i Silkeborg.

Montano kommer til Silkeborg på en fri transfer og ser frem til at tage et skridt op.

- Jeg kender en del spillere i Silkeborg, og jeg har udelukkende hørt godt om klubben. Jeg glæder mig til at være en del af det miljø i hverdagen i Silkeborg, og så glæder jeg mig naturligvis til at blive en del af holdet og få spillestilen under huden.

- Jeg er en dynamisk back, der har motoren til at komme med frem og tilbage på banen, og det håber jeg, at jeg kan gøre brug af her i SIF, siger Montano.

Han har tidligere i karrieren spillet for Fredericia, Vejle og B93.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden