Sport

Silkeborg plaffer sløsede FCK i sænk på gylden halvleg

FCK var bagud med tre efter en sløset første halvleg, og det grundlagde Silkeborgs sejr på 3-1.

En forfærdelig FCK-halvleg kostede chancen for at få noget med fra Silkeborg i fredagsduellen.
En forfærdelig FCK-halvleg kostede chancen for at få noget med fra Silkeborg i fredagsduellen. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

En miserabel første halvleg kostede dyrt for FC København fredag aften på kunstgræsset i Silkeborg.

Københavnerne fremstod tandløse og var fortjent bagud med 0-3 efter de første 45 minutter.

Gæsterne fik vendt kampbilledet og dominerede efter pausen, men det var for sent. En enkelt reducering rakte ikke til point i Silkeborgs 3-1-sejr i Superligaens 12. spillerunde.

Med sejren tager Silkeborg vigtige point i bundstriden. Klubben fra Søhøjlandet er aktuelt nummer syv med 14 point.

FCK er på tredjepladsen med 21 point, men Brøndby IF kan gå forbi rivalerne senere i weekenden. Dertil kan AGF og FC Midtjylland udbygge føringen yderligere til FCK i toppen af Superligaen.

Opgøret åbnede underholdende i et rasende tempo med flere pæne muligheder i begge ender.

Den største landede foran Silkeborgs Jens Martin Gammelby, der blev spillet fri i dybden og var alene med FCK-keeperen Dominik Kotarski. Kroaten diskede dog op med en flot redning.

Kotarski kunne dog intet stille op, da Silkeborgs newzealandske Callum McCowatt sendte bolden i nettet på et fladt indlæg efter en lille halv time.

Mindre end to minutter senere blev føringen fordoblet mod et sløset FCK-forsvar. Tonni Adamsen serverede bolden for Younes Bakiz, der resolut lagde 2-0-målet ind langs stolpen.

Man skulle tro, at FCK-forsvaret var advaret, men en stor fejl kostede få minutter før pausen. Marcos Lopez sov i timen, og så udnyttede Jens Martin Gammelby chancen til at vippe bolden i netmaskerne.

FCK var i knæ og kunne blot se på, da Gammelby flikflakkede rundt i sin jubel over scoringen og pausestillingen på intet mindre end 3-0.

Silkeborg blev passive efter pausen, og det kostede, da FCK's Viktor Claesson reducerede efter en lille times tid på en smart afslutning i feltet.

Københavnerne fortsatte med at trykke på for endnu en reducering, og gæsterne sværmede konstant om Silkeborg-feltet i slutfasen.

Skudstatistikken efter pausen sagde 11-0 til FCK, hvilket talte sit tydelige sprog om kampbilledet. FCK ramte træværket flere gange.

Det hjalp dog ikke på måltavlen, hvor værterne hev de tre point i land.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden