Håndbold

Silkeborg-Voel bider fra sig mod suveræne Odense Håndbold

Odense Håndbold måtte modstå presset fra Silkeborg-Voel, som var tæt på at skabe stor spænding.

Champions League kampen mellem Odense Håndbold og Krim Mercator Ljubljana i Phønix Tag Arena i Gudme søndag den 24. oktober 2021. Kampen endte 26-24.
Champions League kampen mellem Odense Håndbold og Krim Mercator Ljubljana i Phønix Tag Arena i Gudme søndag den 24. oktober 2021. Kampen endte 26-24. Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Odense Håndbold er umulig at slå i denne sæson i kvindernes liga.

Søndag eftermiddag tog fynboerne sin 14. sejr ud af 14 mulige, da Silkeborg-Voel kom på besøg. Det var dog lige ved at blive spændende.

Gæsterne var undervejs i anden halvleg tæt på at komme helt tilbage på omgangshøjde efter Odenses pauseføring på 16-11, men værterne holdt hovederne kolde og fik fuld gevinst med en sejr på 30-27.

Odense har nu 28 point på førstepladsen. Silkeborg-Voel har tabt tre kampe i træk og er på sjettepladsen med 13 point.

Odense var bedst fra kampens begyndelse, men Silkeborg-Voel viste stort mod, og efter knap otte minutter sørgede playmaker Eira Aune for, at gæsterne fik deres første føring i kampen ved stillingen 4-3.

Få minutter senere blev føringen øget til 6-3, da Ann Grete Nørgaard fra venstrefløjen sendte kuglen i netmaskerne.

Men så vågnede Odense op igen, og efter et kvarter scorede Freja Cohrt til fynsk føring på 7-6. Derfra så hjemmeholdet sig ikke tilbage i første halvleg.

Særligt Mie Højlund var godt spillende, og med sine fem mål var hun stærkt medvirkende til, at Odense førte 16-11 ved pausefløjt.

Det fik dog ikke Silkeborg-Voel til at give op - tværtimod. Midtjyderne diskede op med en stærk halvleg og halede ind på hjemmeholdet.

Line Skak, Louise Ellebæk og Annika Jakobsen var vitale med flere scoringer for gæsterne, som halvvejs i anden halvleg havde bragt Odenses forspring ned på to scoringer ved stillingen 23-21.

Efter 51 minutter blev Odenses Malene Aambakk smidt ud, og Silkeborg-Voel fik samtidig mulighed for at mindske føringen til ét sølle mål, men Ann Grete Nørgaard missede straffekastet.

Odense gik op og scorede i undertal, og så var fynboerne i stedet foran med tre. Hjemmeholdet holdt derefter godt fast i føringen og hev sejren i hus.

Tidligere på dagen vandt Herning-Ikast med 27-24 over Aarhus United.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden