Silkeborgtræner kalder trios udvikling for eksplosiv
Silkeborgs fronttrio sprudler i denne sæson. Spillerne har flyttet sig markant, mener SIF-træner Kent Nielsen.
Oprykkeren Silkeborg IF har i denne Superliga-sæson imponeret med flot spil og mange mål.
Især holdets angrebstrio bestående af Nicklas Helenius, Nicolai Vallys og Sebastian Jørgensen har været produktive, da de har scoret 33 af holdets 42 mål.
Silkeborg-træner Kent Nielsen har set trioen flytte sig markant i denne sæson.
- De tre spillere oppe foran har udviklet sig eksplosivt siden sommer, siger Kent Nielsen.
Efter oprykningen fra 1. division solgte Silkeborg sin topscorer Magnus Mattsson. Det har ifølge Kent Nielsen haft en positiv indvirkning på deres nuværende fronttrio.
- Jeg synes, at især Nicolai Vallys og Sebastian Jørgensen har taget det næste skridt op efter salget af Magnus Mattsson, siger Silkeborgs træner.
At sætte de tre offensive spillere i scene er en helt klar strategi fra oprykkernes side.
- Vi har forsøgt at placere mange kreative spillere inde centralt, som er gode til spille sammen og linke op med hinanden. Og så har de alle tre også en rigtig fin afslutningsfod, siger SIF-bossen.
Nicolai Vallys, som udgør en tredjedel af den potente trio, roser den indbyrdes forståelse.
- Vi har fundet ind i et rigtig godt samarbejde. Vi kigger meget efter hinanden i kampene. Hvis jeg bliver retvendt, så ved de to andre, at de skal løbe dybt og omvendt, siger Nicolai Vallys.
Silkeborg-træner Kent Nielsen mener dog ikke, at alle roserne skal gå til de tre angribere i front. Holdet omkring dem bidrager også til succesen.
- Det er også de otte spillere omkring dem, som spiller dem i de gunstige positioner. De er rigtig gode til at finde dem i mellemrummet, siger Kent Nielsen.
Selv den bageste kæde er en del af forklaringen på trioens mange mål i denne sæson, mener Kent Nielsen.
- Der er situationer, hvor det faktisk er vores midterforsvarer, der spiller bolden mellem kæderne og finder trioen oppe foran i mellemrummet, siger SIF's træner.
På spørgsmålet om hvor Silkeborgs fronttrio rangerer i Superligaen, ser Nicolai Vallys dog mod andre klubber.
- Jeg må indrømme, at Silkeborg ikke har den bedste fronttrio. AaB's trio er også god og ser rigtig skarp ud. Samtidig har FCK også nogle voldsomme spillere, siger Nicolai Vallys.
I torsdagens kamp mod FCK scorede både Nicklas Helenius og Nicolai Vallys et mål hver, mens Sebastian Jørgensen bidrog med en assist. Silkeborg vandt 3-1.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.