Fodbold

Simon Kjær gør comeback for Milan efter otte måneders pause

Danmarks anfører fik lidt mere end et kvarter på banen, da Milan vandt en testkamp i Marseille.

Simon Kjær ses her i forbindelse med fejringen af AC Milans mesterskab tidligere i år. Søndag fik han comeback i en testkamp efter otte måneders pause. (Arkivfoto)
Simon Kjær ses her i forbindelse med fejringen af AC Milans mesterskab tidligere i år. Søndag fik han comeback i en testkamp efter otte måneders pause. (Arkivfoto) Spada/Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren Simon Kjær er efter otte måneder på sidelinjen tilbage for AC Milan.

Søndag fik den danske landsholdsanfører comeback i en testkamp, da de italienske mestre sejrede 2-0 ude over franske Olympique Marseille.

Simon Kjær blev skiftet ind efter 73 minutter af kampen, da han afløste Fikayo Tomori i Milans midterforsvar.

I første halvleg havde Junior Messias og Olivier Giroud scoret for det italienske hold.

1. december sidste år blev Simon Kjær alvorligt skadet i en Serie A-kamp mod Genoa.

Allerede dagen efter stod det klart, at danskeren skulle opereres i knæet, og han blev afskrevet for resten af sæsonen.

Derfor var han ikke med på banen, da AC Milan vandt det italienske mesterskab for første gang i 11 år.

33-årige Simon Kjær har af samme årsag ikke været med på landsholdet i år.

Han har spillet 119 A-landskampe for Danmark og er på vej mod rekorden, som indehaves af Peter Schmeichel med 129 A-landskampe.

Simon Kjær kom til AC Milan i januar 2020, først på lån fra Sevilla, og siden på en fast kontrakt.

Han har spillet 54 ligakampe for klubben.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden