Simon Kjær: Vi skal videre fra VM-gruppen
Landsholdsanfører Simon Kjær drømmer om VM-guld og mener, at Danmark skal gå videre fra gruppen.

AC Milan-spilleren Simon Kjær kæmper for tiden for at blive klar igen, efter at han sidste år pådrog sig en alvorlig knæskade (Arkivfoto). Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Anføreren for det danske fodboldlandshold, Simon Kjær, er allerede begyndt at gøre sig store tanker om fodbold-VM, der afvikles sidst på året.
Efter fredagens lodtrækning, der placerede Danmark i gruppe med Frankrig, Tunesien og en modstander, der skal findes mellem Peru, Australien og De Forenede Arabiske Emirater, mener han, at danskerne bør avancere.
- Vi glæder os meget til VM og er stolte over at skulle spille mod de bedste i verden. Vi har fået en spændende pulje. Det er fedt at møde Frankrig. En stærk modstander, som vi spillede 0-0 med i sidste VM, og som vi skal møde to gange i Nations League, siger han i et tweet fra Dansk Boldspil-Union.
Derefter svækkes kendskabet en smule, erkender han.
- Tunesien er en sjælden modstander for os, men det er altid interessant at møde hold fra andre verdensdele ved et VM.
- Vi vil rejse til VM for at vinde hver kamp. Vi drømmer om at vinde trofæer med dette hold, og jeg synes, at vi godt kan sige, at vi skal videre fra denne pulje, siger kaptajnen.
Kjær er dog selv ukampdygtig for tiden med en alvorlig knæskade.
Han kæmper for at vende tilbage til grønsværen i tide til at blive udtaget til Kasper Hjulmands VM-trup.
En af de spillere, der har vist god form på det seneste på landsholdet, er midtbanespilleren Christian Nørgaard.
Han havde hellere set en anden modstander fra øverste seedningslag end Frankrig.
- Det er jo de forsvarende mestre. Vi ved alle, hvad de besidder. Både individuelt og kollektivt er de på øverste hylde, siger midtbanespilleren i et interview med TV2 Sport.
Han ser dog frem til de to møder med franskmændene i juni og september.
- Det kan være både godt og dårligt. Der er noget med at se spillerne an. Men det samme går også den anden vej. De vil også bruge de kampe til at se os an og bruge den viden fra de kampe.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.