Sport

Sinner har respekt for Runes utrolige topniveau før brag

Jannik Sinner har stor respekt for Holger Rune inden deres ottendedelsfinale i Australian Open.

Holger Rune har vundet to ud af fire kampe mod Jannik Sinner. (Arkivfoto).
Holger Rune har vundet to ud af fire kampe mod Jannik Sinner. (Arkivfoto). Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Holger Rune kommer natten til mandag dansk tid på den sværest mulige opgave, når han i Australian Opens ottendedelsfinale møder verdensetteren, Jannik Sinner.

De to har mødt hinanden fire gange før med to sejre til hver til følge, men Runes sejre er tilbage i 2022 og 2023.

Sinner har vundet de to seneste indbyrdes kampe og har hævet sit niveau betragteligt, særligt i 2024 hvor han vandt to grand slam-turneringer.

Italieneren har dog stor respekt for Rune og peger på, at de kun har spillet tresættere mod hinanden.

- Vi har altid spillet tætte kampe mod hinanden, så lad os se, hvad der sker, siger Sinner på et pressemøde ifølge Eurosport.

- Han (Rune, red.) er en spiller, der kan hæve sit niveau utrolig højt, hvilket betyder, at jeg også skal ramme mit absolutte topniveau for at slå ham.

Rune, der rangerer som nummer 13 i verden, tror på en tæt kamp på Rod Laver Arena.

- De kampe, jeg har spillet mod ham, har været meget, meget fysiske kampe. Alle kampe, vi har spillet mod hinanden, er gået i tre sæt.

- Det bliver helt klart en kamp med en masse baglinjedueller, hvor jeg skal være klar på benene, siger Rune ifølge Eurosport.

Bookmakerne regner Sinner som tårnhøj favorit. Således kan man få sin indsats otte gange igen for en sejr til danskeren.

Kampen har forventet starttidspunkt klokken 04 natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden