Sjællandsk kæmpe har overvundet svær start i Mors-Thy

Andreas Nielsen kom skadet til Mors-Thy, men nu er han en vigtig del af holdets stærke defensiv

Det er blevet til tre foreløbigt tre sejre i træk for Andreas Nielsen og Mors-Thy Håndbold. Tirsdag aften gælder det en udekamp mod HTH Herreligaens nummer tre, Skanderborg Aarhus. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Det er blevet til tre foreløbigt tre sejre i træk for Andreas Nielsen og Mors-Thy Håndbold. Tirsdag aften gælder det en udekamp mod HTH Herreligaens nummer tre, Skanderborg Aarhus. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

HÅNDBOLD:Med tre sejre i træk har Mors-Thy Håndbold for alvor spillet sig selv ind i kampen om en plads i HTH Herreligaens slutspil, og den status skal nordvestjyderne forsøge at konsolidere i de kommende dage.

Her venter således to udekampe på tre dage, når det tirsdag og torsdag gælder opgør mod henholdsvis Skanderborg Aarhus og TTH Holstebro.

- Det er jo et tæt program, men vi kan ikke gøre så meget andet end at tage opgaverne en for en. Vi har brugt al vores energi på at forberede os til kampen mod Skanderborg Aarhus, hvor vi håber på, at vi kan holde fast i det momentum, vi har gang i. Vi håber at tage det første stik der, og så må vi se på kampen i Holstebro efter det, siger stregspilleren Andreas Nielsen.

Der er ingen tvivl om, at Mors-Thy Håndbold kommer til Aarhus med stor selvtillid. I sidste uge imponerede holdet således ved at besejre de to medaljebejlere Skjern Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg.

- Vores forsvar har stået rigtig fint. Mod både Skjern og Bjerringbro-Silkeborg har vi holdt modstanderen nede under 25 mål, og i kampen inden da holdt vi også Skive på 25. Når forsvaret fungerer, gør det også det nemmere at spille angrebsspil, fordi presset måske er taget lidt væk.

- Samtidig har vi nogle rigtig dygtige spillere, der har gjort det virkelig godt, siger Andreas Nielsen, der sammen med Kasper Lindgren og Axel Franzén udgør den centrale del af Mors-Thys velfungerende defensiv.

- Jeg er glad for, at vi har fået det til at fungere så godt. Når vi er tre spillere til de to pladser, har vi god mulighed for at rotere, og det giver en anden dynamik, når man ikke er afhængig af, at en spiller som minimum skal have 45 minutter i benene. Samtidig avler sejre jo bare selvtillid, og det gælder også for os, siger Andreas Nielsen.

For i 2022 har han kun prøvet at vinde. Da Mors-Thy 6. februar tabte forårspremieren til Aalborg Håndbold, sad den 24-årige stregspiller ude med en skade, og siden er det altså blevet til sejre over Skive, Skjern og Bjerringbro-Silkeborg.

- Jeg var lidt uheldig at få en forstrækning i lysken inden Aalborg-kampen, men lige nu føler jeg, at min fysiske tilstand er god, og jeg gør alt for, at det fortsætter sådan. Afstanden mellem kampene bliver jo ikke længere herfra, så det handler om at være i god fysisk form, siger Andreas Nielsen, der før denne sæson kom til Mors-Thy fra Nordsjælland Håndbold.

- Det er gået godt. Det var lidt svært i starten, men det tror jeg, at det var for alle. Jeg er kommet langt hjemmefra, men heldigvis har jeg min kæreste, og samtidig har jeg også noget skole at passe. Det har gjort hverdagen nemmere, at jeg også har haft den mulighed for at møde andre mennesker, siger Andreas Nielsen.

Det gjorde ikke starten nemmere, at han gik glip af den første del af sæsonen på grund af en skade, han pådrog sig i sin sidste tid i Nordsjælland.

- Det var frustrerende, for når man kommer et nyt sted, vil man jo gerne vise sig frem fra sin bedste side. Det gør det også nemmere at lære sine nye holdkammerater at kende, når man står sammen inde på banen. Det var en træls start, men heldigvis er jeg kommet godt efter det, siger Andreas Nielsen.

Tirsdagens opgør mod Skanderborg Aarhus fløjtes i gang klokken 18.30.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.