Skader tvinger badmintonprofiler til DM-afbud

Hverken Mia Blichfeldt eller Rasmus Gemke stiller op ved DM, som begynder i Esbjerg onsdag.

Rasmus Gemke har pådraget sig en skade i lysken. (Arkivfoto) <i>-/Ritzau Scanpix</i>

Rasmus Gemke har pådraget sig en skade i lysken. (Arkivfoto) -/Ritzau Scanpix

Skader tvinger to af Danmarks bedste badmintonspillere til at melde afbud til danmarksmesterskaberne, som løber af stablen i Esbjerg i denne uge.

Hverken Mia Blichfeldt eller Rasmus Gemke stiller således til start, oplyser Badminton Danmark på sin hjemmeside.

Mia Blichfeldt var seedet som etter i single, men hun har pådraget sig en overbelastningsskade i knæet, og derfor er Line Christophersen nu topseedet.

- Jeg håber på, at jeg snart er klar igen til at spille turneringer, siger Mia Blichfeldt, som desuden afslører, at hun er testet positiv for coronavirus og dermed ikke kan komme til Esbjerg for at overvære DM.

Rasmus Gemke, der er nummer 11 på herrernes verdensrangliste, har fået en skade i lysken. Han er i bedring, men endnu ikke klar til at give den fuld gas, siger han.

- Det er rigtig ærgerligt, at jeg er nødt til at melde afbud til DM, for jeg havde virkelig glædet mig til at spille på hjemmebane foran det danske publikum, siger han.

Rasmus Gemke var i herresingle seedet toer ved DM. Anders Antonsen er seedet etter. Viktor Axelsen har ikke tilmeldt sig DM, som bliver skudt i gang onsdag.

Doublespilleren Rasmus Kjær har også meldt afbud med en skade. Hans makker, Frederik Søgaard, skal derfor spille med Daniel Lundgaard.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.