Skadet Tauson trækker sig kort inde i Wimbledon-åbner

Clara Tauson måtte opgive at spille sin første kamp ved Wimbledon efter kun en halv times spil.

En skade i ryggen har længe holdt Clara Tauson ude, og danskeren måtte altså også trække sig fra sin første kamp ved Wimbledon. <i>Neil Hall/Ritzau Scanpix</i>

En skade i ryggen har længe holdt Clara Tauson ude, og danskeren måtte altså også trække sig fra sin første kamp ved Wimbledon. Neil Hall/Ritzau Scanpix

Det blev kun til en halv times tennis for Clara Tauson ved dette års Wimbledon.

Den danske tennisprofil har længe siddet ude med rygproblemer, og det var efter alt at dømme også dem, der gjorde, at hun mandag måtte trække sig kort inde i sin kamp mod japanske Mai Hontama i første runde.

Tauson forlod allerede efter tre partier banen for at få behandling, men kom tilbage og gav det et skud mere.

Der gik dog ikke længe, før danskeren - som tydeligt var hæmmet - måtte trække stikket bagud 1-4 i første sæt. En slukøret Tauson tog hurtigt sin taske på nakken og forlod banen for anden og sidste gang.

Før mandagens kamp var Tauson senest i aktion 29. april. Mødet med Mai Hontama var altså den 19-årige danskers første kamp i næsten to måneder.

Først i fredags kunne Tausons far bekræfte, at hun stillede op og spillede i Wimbledon.

Tausons kamp stod til at skulle være startet mandag eftermiddag, men regn over Wimbledon-anlægget førte til adskillige timers udskydelse. Først kvart i syv dansk tid gik kampen i gang.

Med sit exit i første runde får Tauson den mindst mulige præmiecheck med hjem i form af 50.000 pund, hvilket svarer til cirka 430.000 kroner.

Tidligere mandag gik andenseedede Anett Kontaveit videre fra sin kamp i første runde, da amerikanske Bernarda Pera blev besejret i to sæt.

Det helt store hjemmebanehåb i damesingle, Emma Raducanu, avancerede også mandag, da hun på hovedbanen Centre Court slog belgiske Alison Van Uytvanck. Det skete også i to sæt.

Tredjeseedede Ons Jabeur nedlagde på stensikker vis også svenske Mirjam Björklund i to sæt og gik videre.

Til gengæld er syvendeseedede Danielle Collins færdig efter et nederlag i tre sæt til Marie Bouzkova fra Tjekkiet.

Fordi russere og hviderussere på grund af krigen i Ukraine er udelukket fra at deltage i Wimbledon, uddeles der ikke ranglistepoint ved Wimbledon.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.