Kvindefodbold

Skiftede væk fra mestrene: Sarah Dyrehauge kan alligevel ende med stor titel

FC Thy - Thisted Q kan lørdag vinde klubbens første titel

Sarah Dyrehauge kan lørdag hente en enorm triumf sammen med FC Thy - Thisted Q. Arkivfoto: Mette Nielsen
Sarah Dyrehauge kan lørdag hente en enorm triumf sammen med FC Thy - Thisted Q. Arkivfoto: Mette Nielsen Mette Nielsen

Opdateret kl. 10:20

FODBOLD: Inden denne sæson skiftede Sarah Dyrehauge de danske mestre fra Fortuna Hjørring ud med den noget mindre, nordjyske klub FC Thy - Thisted Q.

Og selvom hun i den forgangne weekend kunne se de tidligere holdkammerater fra Fortuna fejre endnu et dansk mesterskab, så har Sarah Dyrehauge også muligheden for at slutte sin første sæson i nye omgivelser af med at løfte en pokal.

Lørdag spiller hun sammen med holdkammeraterne pokalfinale mod Farum.

- Når du siger det på den måde, så er det da lidt vildt, at vi er kommet så langt i denne sæson, siger Sarah Dyrehauge.

- Men jeg vidste godt, at jeg kom til en klub, hvor holdet allerede var både sammenspillet og velspillende. Og så har vi nok også haft det held i lodtrækningerne, der gør, at de mindre hold har chancen i en pokalturnering, siger Sarah Dyrehauge.

På vejen til finalen har nordjyderne besejret Romalt, Støvring, Odense og Kolding, og dermed har holdet undervejs undgået de helt store klubber som Fortuna Hjørring og Brøndby.

- Og nu står vi i en finale, og der kan alt jo ske. Det bliver med stor sandsynlighed endnu en tæt kamp, og så håber jeg bare, at vi kan trække det længste strå, siger hun.

Efter en skade holdt hende ude i en større del af sæsonen, har hun for alvor vist sig målfarlig mod sæsonens afslutning, og med otte sæsontræffere er hun den næstmest scorende i ligaen på holdet.

- Jeg tror, det handler om, at jeg hurtigt fandt min rolle på holdet, og jeg føler mig meget tryg i spillestilen og i den rolle, jeg har. Og når man er kommet sig over en lang skadespause, så er det bare dejligt at være tilbage. Det har også noget at sige, fortæller hun.

Og selvom spillerne fra Farum nok er favoritter, så har FC Thy - Thisted Q fordel af hjemmebane.

- Det bliver dejligt igen at prøve at spille foran op mod 500 tilskuere, og det skulle gerne give os den fordel, som vi ikke har i erfaring i forhold til Farum-spillerne. Men det bliver utroligt spændende, siger Sarah Dyrehauge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden