Skjelmose er tre sekunder fra etapesejr i Danmark Rundt

Fem danskere sluttede i top-10 på enkeltstarten i Danmark Rundt. Mattias Skjelmose blev den bedste dansker.

Det blev den 20-årige Ineos-rytter Magnus Sheffield, som vandt onsdagens enkeltstart i PostNord Danmark Rundt. <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Det blev den 20-årige Ineos-rytter Magnus Sheffield, som vandt onsdagens enkeltstart i PostNord Danmark Rundt. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Amerikaneren Magnus Sheffield fra Ineos vandt onsdag 2. etape i Postnord Danmark Rundt. Men det var ikke langt fra en dansk etapesejr.

Mattias Skjelmose fra Trek var nemlig blot tre sekunder efter som toer på enkeltstarten i og omkring Assens, som var 12,2 kilometer lang.

20-årige Magnus Sheffield var den hurtigste rytter af alle på den flade rute i Assens, og han var 13 minutter og 35 sekunder om at fuldføre etapen.

I den samlede stilling er Mattias Skjelmose dermed tre sekunder efter Magnus Sheffield, som overtager løbets blå førertrøje.

Det er Mattias Skjelmose ganske godt tilfreds med, da Ineos nu forventes at skulle styre begivenhederne på torsdagens etape, da holdet råder over løbets førertrøje.

- Det kunne ikke være bedre. Det er helt perfekt for os. Jeg er i en perfekt situation. Tre sekunder er ikke meget. Det kan tages med bonussekunder, siger Mattias Skjelmose til DR Sporten.

Danskerne viste sig generelt flot frem på enkeltstarten i Assens med fem ryttere i top-10.

Ud over Mattias Skjelmose var det Søren Kragh Andersen, Magnus Cort, Johan Price-Pejtersen og Lasse Norman Hansen som nummer henholdsvis fem, seks, syv og ti.

Franskmanden Christophe Laporte fra Jumbo-Visma endte på en tredjeplads på onsdagens enkeltstart - seks sekunder efter vinderen.

Mattias Skjelmose peger netop på Christophe Laporte som den umiddelbart farligste konkurrent i kampen om at tage førertrøjen.

Den vil Mattias Skjelmose jagte intenst, og han lurer allerede på at tage førertrøjen på torsdagens etape. Det oplyser han til DR Sporten efter onsdagens andenplads.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden