Sport

Skjelmose skal køre Touren: Havde foretrukket Giroen

Mattias Skjelmose føler sig endnu ikke helt klar til at præstere i Tour de Frances klassement.

Mattias Skjelmose var sidste år på podiet i Madrid, da han vandt ungdomstrøjen i Vuelta a España. (Arkivfoto).
Mattias Skjelmose var sidste år på podiet i Madrid, da han vandt ungdomstrøjen i Vuelta a España. (Arkivfoto). Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Mattias Skjelmose kører efter planen Tour de France for anden gang i karrieren til sommer.

Det afslører Trek-danskeren over for TV 2 Sport.

Han erkender i samme åndedrag, at han havde foretrukket at køre Giro d'Italia, og det derfor var en "lidt mærkelig samtale" med holdledelsen.

- Efter Vueltaen så jeg, at Giroen var det mest naturlige step i forhold til at udvikle mig selv som klassementsrytter.

- Jeg tror personligt ikke, at jeg er helt klar til Touren endnu og til at performe i klassementsammenhæng i Touren, siger Skjelmose til TV 2 Sport.

I Tour de France er det ifølge Skjelmose planen, at holdet primært skal køre for sprinteren Jonathan Milan, og derfor vil der ikke være det helt store pres på danskeren.

24-årige Skjelmose debuterede i 2023 i Tour de France og blev nummer 29 samlet.

I forhold til de allerstørste etapeløb fik han sidste år sit store gennembrud med en femteplads og ungdomstrøjen i Vuelta a España.

Netop det spanske etapeløb er stadig i spil som en mulighed for Skjelmose igen i år, men beslutningen vil først blive taget efter Touren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden