Sport

Skjern sælger topscorer i rekordhandel

Skjern Håndbold har solgt franskmanden Noah Gaudin til Paris Saint-Germain for en rekordsum.

Noah Gaudin er fortid i Skjern Håndbold. (Arkivfoto).
Noah Gaudin er fortid i Skjern Håndbold. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

DM-sølvvinderen Skjern Håndbold må vinke farvel til en af sine største profiler, men bliver til gengæld kompenseret godt for det.

Bagspilleren Noah Gaudin er således fortid i den vestjyske håndboldklub, for han er blevet solgt til den franske gigant Paris Saint-Germain. Det er Skjerns største salg nogensinde, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Skjern havde egentlig kontrakt med den angrebsivrige franskmand i to sæsoner mere og gik først med til at sælge ham, da det lykkedes at lave en aftale med en afløser, siger sportschef Thomas Klitgaard.

- Det er aldrig nemt at sige farvel til en spiller som Noah Gaudin. Han har været en nøgleprofil, topscorer i begge sæsoner og har sat et stort aftryk i klubben.

- Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Noah om hele situationen og den stigende interesse, der har været for ham - ikke mindst fra PSG. Det er et stort skifte, der går i opfyldelse for Noah.

- Derfor har vi gennem den seneste periode forsøgt at finde en kompetent afløser. Det er vi nået i mål med, og derfor var vejen banet for, at skiftet blev en realitet, siger Klitgaard.

Afløseren præsenteres onsdag, meddeler Skjern. Ifølge TV 2 Sport er der tale om den mangeårige danske landsholdskæmpe Mads Mensah, der mandag fik ophævet sin kontrakt i Flensburg-Handewitt.

Noah Gaudin kalder skiftet til PSG for "en drengedrøm, der går i opfyldelse."

I den franske klub får Gaudin en dansk træner i form af Stefan Madsen, og han skal kæmpe med blandt andre Jacob Holm om spilletiden i bagkæden.

Franskmanden har også en fortid i Sønderjyske. Tidligere i år fik han debut for Frankrigs landshold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden