Skovtur i Brøndby blev dyr for FC Thys ligakvinder

Maja Bay Østergaard så skidt ud, da Brøndby scorede sejrsmålet, der betyder, at de trækker fra thyboerne i kvindernes bedste fodboldrække

Maja Bay Østergaard har mange gange reddet FC Thy, men søndag blev hun syndebuk i Brøndby. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Maja Bay Østergaard har mange gange reddet FC Thy, men søndag blev hun syndebuk i Brøndby. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:FC Thy/ThistedQ's sidste skanse har i mange kampe reddet holdet point i Gjensidige Kvindeligaen i fodbold, men søndag måtte Maja Bay Østergaard tage et nederlag på sin kappe.

Keeperen spillede en uheldig hovedrolle, da Brøndby i første halvlegs overtid scorede sejrsmålet til 2-1 på hjemmebane i mødet mellem rækkens nummer tre og fire.

Maja Bay Østergaard gik langt ud af feltet i forsøget på at nå frem til en stikning, men i stedet blev hun afdriblet af en Brøndby-spiller, der siden kunne sende bolden ind foran mål til en helt fri Natalia Wróbel, der let kunne skubbe kuglen de sidste centimeter over stregen.

- Tidspunktet er utrolig ærgerligt, for det var halvlegens sidste spark. Vi har talt om, at Maja skal ligge langt ude af målet, men kun hvis de sparker dybt fra egen banehalvdel, siger Thy-træner Peer Lisdorf.

Brøndby - FC Thy-Thisted Q 2-1

  • Fodbold, Gjensidige Kvindeligaen
  • Mål: 1-0 Louise Winter (13. minut), 1-1 Malene Sørensen (22. minut), 2-1 Natalia Wrobel (45. minut)
  • Tilskuere: 192

Den 2-1-føring formåede Brøndby at holde fast i gennem en lige men målløs anden halvleg, og dermed avancerer de blågule til andenpladsen i tabellen - foran Fortuna Hjørring. FC Thy bliver stående på fjerdepladsen - á point med Fortuna men tre point efter Brøndby.

- Vi har mødt nummer de tre hold foran os, og vi har altså otte points luft til holdene udenfor slutspillet. Den stilling kan vi altså godt være tilfredse med, påpeger træner Peer Lisdorf.

Brøndby kom også bedst fra start i søndagens kamp, da de kom foran 1-0 i det 13. minut. Cecilie Bro Stefansen blev tørret af Laura Munk Hermann på baglinjen, så hun kunne sende et perfekt indlæg til bagerste stolpe, hvor Louise Winter let kunne score.

FC Thy rejste sig dog hurtigt. Bare ni minutter senere bragte Malene Sørensen balance i regnskabet. Hun var heldig med et par returbolde og fik bolden med sig til kanten af feltet, hvorfra hun resolut hakkede til. Den fornemme afslutning sneg sig siden i mål via undersiden af overliggeren til 1-1.

Thyboerne kunne som bekendt ikke holde fast i det uafgjorte resultat, og dermed blev vejen hjem fra Brøndby en smule længere, end den i forvejen var.

Det gode nyhed er dog, at holdet hurtigt får muligheden for at rejse sig. Allerede på onsdag skal de i aktion igen, når de på hjemmebane møder Kolding IF i Gjensidige Kvindepokalen.

- Vi skal hurtigt videre, for nu kommer tre hjemmekampe i træk, hvor vi er favoritter. Det har vi gjort os fortjent til, så det er udelukkende positivt, siger cheftræner Peer Lisdorf.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.