Skuffet Mæhle i bakgear: Vil ikke sætte mig selv over holdet
Den tidligere AaB-spiller beklager overfor holdkammeraterne efter spids udtalelse ved U21-EM
FODBOLD: Den tidligere AaB-spiller Joakim Mæhle måtte se langt efter spilletid, da det danske U21-landshold mandag aften åbnede EM-slutrunden med et 3-1-nederlag til Tyskland. I stedet havde landstræner Niels Frederiksen valgt Rasmus Nissen, der er reserve i Ajax, til pladsen som højre back. Det var nordjyden efterfølgende meget frustreret over.
- Det er pisse irriterende. Jeg synes ikke, at jeg har fortjent at sidde der ude, sagde han blandt andet til bold.dk.
Men nu trækker Joakim Mæhle noget i land. I et statement på det sociale medie Twitter, forklarer han sit udbrud.
- Jeg vil meget gerne afklare, at jeg hverken var uenig eller imod trænerens beslutning. Jeg kunne aldrig finde på at sætte mig selv over holdet eller kollektivet - tværtimod.
- Selvfølgelig var jeg skuffet, og hvis jeg er tilfreds med at sidde på bænken, bør jeg nok finde et andet erhverv, skriver Joakim Mæhle.
Læs hele spillerens udtalelse herunder:
- Jeg beklager dybt til holdkammerater, stab og supportere, men nu ser vi sammen frem mod de næste to kampe, og jeg tror fuldt på, at det kan lykkes, skriver Joakim Mæhle med henvisning til kampene mod Østrig (torsdag) og Serbien (søndag), som Danmark er tvunget til at vinde, for at have en chance for at gå videre til semifinalen ved U21-EM.
Joakim Mæhle har haft en succesrig anden sæson i Genk, som han var med til at gøre til belgisk mester.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.