Skuffet United-boss er træt af Atléticos tidsspilde
Ralf Rangnick undrer sig over, at dommeren kun lagde fire minutter til, da United kæmpede for CL-livet.
Manchester United havde chancerne til at komme i spidsen. Men i det øjeblik Renan Lodi scorede for Atlético Madrid, blev det svært.
Sådan lyder Manchester United-manager Ralf Rangnicks vurdering efter 0-1-nederlaget på Old Trafford, der sendte den kriseramte storklub ud af Champions League allerede i ottendedelsfinalen.
Tyskeren er irriteret over, at de spanske gæster i hans øjne slap afsted med for meget skuespilleri, der skulle få tiden til at gå i anden halvleg.
- At vi indkasserede et kontramål kort før pausen, gjorde ikke livet lettere, og i anden halvleg blev det meget svært. Kampen blev hele tiden afbrudt af, at der lå en på jorden.
- Der var nogle underlige dommerkendelser. Jeg vil ikke sige, at de var afgørende, men han faldt for ofte for deres tidsudtræk. Kun fire minutters tillægstid var en joke, siger Rangnick i et interview vist på 3+.
Med nederlaget er United uden mulighed for at vinde sølvtøj i denne sæson. Holdet er også ude af begge engelske pokalturneringer og er langt efter de bedste i Premier League.
Rangnicks opgave bliver nu at sikre en plads i top-4, som giver adgang til Champions League i næste sæson.
- Vi har stadig ni kampe tilbage i Premier League, og vi vil gøre alt for at afslutte sæsonen så godt som muligt.
- Forhåbentlig kan vi kvalificere os til Champions League igen, men vi ved også, at vi skal vinde de fleste af de ni kampe, siger han.
Også Benfica er klar til kvartfinalen i turneringen. Portugiserne vandt 1-0 på udebane over Ajax og går videre med samlet 3-2.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.