Slagen Tsitsipas: Rune var bedst og fortjente sejren

Stefanos Tsitsipas mente, at Holger Rune håndterede de vigtige øjeblikke bedst i French Open-møde.

Stefanos Tsitsipas måtte vinke farvel til French Open efter mødet med Holger Rune. <i>Christophe Archambault/Ritzau Scanpix</i>

Stefanos Tsitsipas måtte vinke farvel til French Open efter mødet med Holger Rune. Christophe Archambault/Ritzau Scanpix

Græske Stefanos Tsitsipas var sidste år finalist i French Open, og lodtrækningen havde i år formet sig sådan, at verdensfireren stod med gode muligheder for at kopiere bedriften.

Men 19-årige Holger Rune ville det anderledes. Den danske komet vandt mandagens ottendedelsfinale over Tsitsipas med 7-5, 3-6, 6-3, 6-4 efter en fortrinlig præstation.

Tsitsipas anerkendte da også Rune på det efterfølgende pressemøde.

- Han er noget af en modstander. Han er meget følelsesladet, han kan spille godt, og han fortjener absolut denne sejr. Han spillede bedre og håndterede kampens vigtigste øjeblikke bedst, lyder det fra Tsitsipas ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men jeg kunne selv have gjort det bedre. Jeg spillede ikke mit bedste, må man sige. Jeg gav ikke mig selv muligheden for at gå hele vejen, og det er en skam.

Det er anden gang i sæsonen, at Tsitsipas taber til en teenager. I kvartfinalen i ATP-turneringen i Barcelona tabte han til den fremadstormende spanier Carlos Alcaraz, der ligesom Rune er klar til kvartfinalen i French Open.

23-årige Tsitsipas har de seneste år selv jagtet stjerner som Roger Federer, Novak Djokovic og Rafael Nadal, men nu mærker han altså selv, at yngre kræfter kommer bagfra.

- Jeg er ikke bekymret. Jeg kender min tennis, jeg kender mit spil. Disse unge vil meget gerne slå mig, fordi de selvfølgelig jagter. Jeg jagter også, men jeg er i en anden slags position, end de er.

- Jeg er også sulten efter at slå dem. Nu, hvor de har slået mig, vil jeg have revanche, understreger den slagne græker.

Han er den første blandt verdensranglistens otte bedste, der må lade livet i dette års French Open.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden