Slagne danskere græmmer sig over hullet undertalsspil

Et stærkt schweizisk hold kom for let til målene, erkender de danske spillere efter 0-6-lussingen.

Danskerne skal spille mere fysisk fremover, mener Nikolaj Ehlers efter nederlaget til Schweiz. <i>Martin Meissner/Ritzau Scanpix</i>

Danskerne skal spille mere fysisk fremover, mener Nikolaj Ehlers efter nederlaget til Schweiz. Martin Meissner/Ritzau Scanpix

De danske ishockeyspillere står i kø for at påtage sig en del af ansvaret for den afklapsning, Danmark fik af et stærkt schweizisk landshold ved VM i Finland.

At Danmark tabte, var ikke nogen stor overraskelse, men cifrene 0-6 gør ondt. Og det faktum, at Schweiz havde så let ved at score i powerplay, gik hårdt ud over danskernes professionelle stolthed.

- Vores boxplay (undertal, red.) fungerede overhovedet ikke. Jeg havde advaret om, at Schweiz har nogle rigtige specialister i powerplay, som også er dygtige i NHL. De udnyttede, at vi ikke havde dagen, konstaterer landstræner Heinz Ehlers.

Det hjalp selvfølgelig ikke på sagen, at Oliver Lauridsen - en specialist i undertalsspil - tidligt måtte udgå med en formentlig alvorlig skulderskade.

Men danskerne burde alligevel have været i stand til at lukke bedre af, fastslår rutinerede Morten Poulsen.

- Vi lukkede tre mål ind i undertal, som jeg selv er en stor del af. Det er jeg rigtig skuffet over.

- Ved OL havde vi ellers fundet nøglen til at løse mange af problemerne, vi tidligere har haft mod Schweiz. Så det er lidt overraskende, at vi på nogle områder fik en lektion, siger Poulsen.

Holdet plejer at bryste sig af, at det næsten altid formår at gøre kampene tætte, også selv om de mod store ishockeynationer kan være nedspillet undervejs.

Kampen mod Schweiz blev undtagelsen. Her var spændingen punkteret allerede i anden periode.

- Det er noget, vi har sat en stor ære i. Der er langt imellem, vi har fået de her store nederlag. Det er klart, at det vil ske engang imellem, men det er skuffende alligevel, siger Morten Poulsen.

Også Nikolaj Ehlers er skuffet over sit holds indsats. Den danske stjernespiller havde selv en svær aften, hvor han sjældent fik sat sig igennem.

- Vi lavede mange fejl og fik ikke spillet pucken ordentlig ud af defensiv zone. Vi tabte mange fifty-fifty-dueller. De vandt alle nærkampe, og det er selvfølgelig noget, vi skal have rettet op på, siger Nikolaj Ehlers.

Især i første periode virkede han irriteret på flere af modstanderne, der tydeligvis var opsatte på at bremse den danske NHL-stjerne.

- De havde jo en spiller, der kørte rundt derude kun for at skade folk. Men det er, hvad det er. Vi kommer til at skulle spille mere fysisk i denne turnering, end vi gjorde mod Schweiz.

I lørdagens kæmpesejr over Kasakhstan brillerede han sammen med Joachim Blichfeld i powerplay. Mod schweizerne manglede effektiviteten, selvom Schweiz tog seks udvisninger undervejs.

- Den powerplaykæde, jeg er en del af, fungerede ikke. Vi lavede for mange dumme afleveringer og var ikke, hvor vi skulle være. Vi fik én god chance på fem-seks powerplay, og det er ikke godt nok, siger Nikolaj Ehlers.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.