Slut med andenpladser: Van Aert vinder 4. etape efter soloridt

Wout van Aert snuppede tre andenpladser på Tour de Frances tre etaper i Danmark, men vandt 4. etape.

Ingen kunne matche Wout Van Aert på Tourens 4. etape. <i>Gonzalo Fuentes/Reuters</i>

Ingen kunne matche Wout Van Aert på Tourens 4. etape. Gonzalo Fuentes/Reuters

Den belgiske cykelstjerne Wout van Aert (Jumbo-Visma) havde tirsdag fået nok af sine tre andenpladser på de første tre Tour de France-etaper i Danmark.

Så da Touren ramte fransk jord snuppede van Aert iført den gule førertrøje sejren på tirsdagens 4. etape efter en flot afslutning, hvor han kørte alene på de sidste ti kilometer.

Van Aert satte resten af feltet på plads på etapens sidste stigning og var ikke til at hente derefter.

Det blev belgisk på etapens to første pladser, i og med at Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) vandt hovedfeltets spurt, kort tid efter at van Aert havde passeret målstregen.

Philipsen rakte begge arme i vejret, og det så umiddelbart ud til, at han troede, at han havde vundet etapen. Men det var altså ikke tilfældet. Han sluttede otte sekunder efter van Aert.

Danske Magnus Cort (EF) udbyggede sin føring i kampen om den prikkede bjergtrøje undervejs på etapen.

Cort gjorde sig igen bemærket iført løbets prikkede bjergtrøje på tirsdagens etape fra Dunkerque til Calais.

Han skrev sig i Tour de France-historiebøgerne, da Cort for tredje etape i træk angreb fra start og længe lå fremme i udbrud, mens han høstede bjergpoint.

I alt 11 bjergpoint er danskeren nu noteret for, efter at Cort er kørt over de 11 første kategoriserede stigninger i årets løb. Cort kørte over de fem første af i alt seks stigninger på 4. etape.

Det betyder, at han er sikker på at være iklædt bjergtrøjen frem til og med 7. etape, medmindre Cort udgår.

På størstedelen af tirsdagens 171,5 kilometer i Nordfrankrig lå danskeren i front. Denne gang med Anthony Perez (Cofidis) som følgesvend.

De to opbyggede et forspring på over seks minutter, før et stykke med sidevind satte gevaldigt fut i feltet, der åd sig meget tættere på duoen.

Men derefter var der atter stilstand nede bagved, og Cort og Perez havde med 90 kilometer til mål 7 minutter og 38 sekunders forspring.

Kort efter vandt Cort tirsdagens tredje bjergspurt, og den ottende i træk i løbet. Dermed slog han bjergrytteren Federico Bahamontés rekord fra 1958, hvor Bahamontés satte rekorden i Pyrenæerne, og altså i rigtige bjerge.

Cort fik alle sine første 11 bjergpoint på kategori-4-stigninger. Her var der mere tale om bakker end bjerge.

Den sjette og sidste bjergspurt på 4. etape blev uden Corts deltagelse. Perez kørte fra Cort med godt 44 kilometer til mål, Cort blev derefter opslugt af feltet, og det samme blev Perez med lidt over 11 kilometer til mål.

Her forcerede Jumbo-Visma-hold voldsomt op ad den sidste stigning, og van Aert viste stor styrke.

Inden starten på 4. etape blev der holdt en mindehøjtidelighed for ofrene for skyderiet søndag i butikscentret Field's i København.

Tour-feltet mindedes ofrene med et minuts klapsalver. Forrest i feltet til markeringen var de ti danske Tour-ryttere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.