Slut: Sidste internationale golfslag i Gatten
Torsdag går Made in Himmerland i gang i Gatten - for sidste gang
Opdateret kl. 17:13
GATTEN: For ottende gang i historien er HimmerLand i Gatten og Vesthimmerlands Kommune værter for international topgolf.
Fra torsdag til søndag rammer den internationale golf-elite Vesthimmerland og Gatten, når DP World Tour igen slår vejen forbi HimmerLand - og for sidste i denne omgang efter otte ud af ni mulige Made In Denmark og Made In HimmerLand i Gatten.
- Vi har jo været vidende om længe, at det er den sidste Made In HimmerLand i denne omgang, og derfor er vi helt klar til at sikre endnu et uforglemmeligt værtskab i Vesthimmerland. Og så må vi se, om vi i fremtiden igen får mulighed for at være hjemmebane for en af landets største sportsbegivenheder, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen og sender en tak til golf-folkene bag turneringen.
Taknemmelige
- Vi er meget taknemmelige for, at vi har fået i alt otte værtskaber for så stor en turnering, og der må vi sende en stor tak til Lars Larsen, JYSK og folkene bag Made In Denmark/HimmerLand, for at sætte Vesthimmerland på landkortet med over 80.000 gæster i de første år, tv-signal ud til hele verden og meget økonomi i omløb til vores restauranter, golfbaner og hoteller.
Kom til HimmerLand
- Det har været fantastisk, og jeg kan kun appellere til, at komme til HimmerLand i denne uge og opleve stemningen, siger Per Bach Laursen, som slår fast, at Vesthimmerland er stolt over det arbejde, man har lagt i værtskabet i alle årene lige fra skiltning, synlighed i teltbyen til at sikre rammerne i Gatten og området omkring.
Onsdag begynder den såkaldte Pro Am med flere kendte spillere, erhvervsfolk og andet, som er en opvarmning til selve turneringen, der spilles af de professionelle golfspillere fra torsdag til søndag.
Glæder os
- I Vesthimmerland er værtskabet helt klar på mange fronter – turisme, erhverv og infrastruktur.
- Vi glæder os virkelig. Der er opsat de velkendte store golfbolde rundt i Vesthimmerland, der skal byde alle de besøgende velkommen til vores kommune. Samtidig afholder vi et stort erhvervsarrangement torsdag, hvor 60 erhvervsfolk og politikere er tilmeldt og samlet med udsigt til det ikoniske hul 16/Himmerland Hill. I teltbyen har vi også en stor stand, der skal byde de mange golfgæster velkommen til Vesthimmerland, så de mærker vores nære værtskab og forhåbentlig ønsker at komme tilbage til området igen, siger presseansvarlig i Vesthimmerlands Kommune, Mike Bunde.
Mike Bunde sender denne lille opfordring ud: - I år slår man igen mere på folkefesten med musik, god mad og oplevelser på anlægget, så det er bestemt ikke bare for golf-nørder, så kom afsted.
Dette års Made In HimmerLand bliver det første af de forudgående 10 år, som spilles i sommerferien. Her kæmper nogen af verdens bedste golfspillere om en samlet præmiesum på 23 mio. kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.