Slutspilsfeber har ramt "Bette Balkan"
Roserne vælter ned over Bette Balkan i en lind strøm, når man spørger Mors-Thy-spillerne om betydningen af de efterhånden berømte håndboldfans
NYKØBING MORS: Håndbold er for Mors og Thy, hvad fodbold er for Brasilien. Det er meget mere end blot en sport. Er man i tvivl bør man tage en tur til Mors onsdag aften, hvor Danmarks ukronede håndboldkonger fra Aalborg Håndbold kommer på besøg.
Her kan Møllgaard, Palmarsson og alle de andre stjerner forvente en varm velkomst fra nogle af landets mest passionerede håndboldfans. Bette Balkan er nemlig klar til kamp, og det betyder, at hallen kommer til at syde og koge.
- Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med slutspillet, siger Jacob Mehl, der er formand for Bette Balkan.
At fødderne er plantet solidt i den lokale muld er der ingen tvivl om. Jacob Mehl lader sig ikke rive med bare fordi man er med i slutspillet for første gang i fem år.
- Det bedste er, at vi ikke kommer i nedrykningsfare. Nu kan vi spille frit og uden pres. Det er også derfor, det bliver fedt med de her kampe, siger Jacob Mehl.
Jacob Mehl håber som så mange andre, at Mors-Thy kan drille Skjern og Fredericia i så tilstrækkelig grad, at man kan klemme sig op på andenpladsen og dermed en plads i semifinalen.
- Det kunne være kæmpe stort. Vi må nok erkende, at Aalborg lidt er storebror, men det er de jo i forhold til alle andre hold i Danmark. Vi har vundet over Skjern og Fredericia i denne sæson, så vi har troen på, at vi kan gøre det igen, siger Jacob Mehl.
Bette Balkan er klar til at give den gas. Den kultur, der gennemsyrer håndboldoplevelsen i Thy og på Mors, er ikke kommet over natten. Det er mange års fankultur, der rammer modstanderne, når de er på besøg, men opbakningen begrænser sig ikke kun til hjemmekampene, hvilket glæder Jacob Mehl.
- Der er ikke noget bedre end sådan en udekamp, hvor vi giver den gas og kan tyre en hel hal. Det er bare fedt. Det er faktisk bedre end en sejr på hjemmebane, selvom stemningen så er helt fantastisk, siger Jacob Mehl, der har været med siden Bette Balkan så dagens lys i 2013.
- Vi må bare sige, at Mors-Thy har været med til at forene hele egnen heroppe. Vi har ikke noget stort fodboldhold, men vi har en fantastisk håndboldkultur, og alle er stolte over, at Mors-Thy sætter vores egn på landkortet. Jeg tror også, at Bette Balkan er med til at gøre noget godt. Mange kender også til Bette Balkan, og det er en ære for os, siger Jacob Mehl.
- Vi er klar, når Aalborg kommer på besøg. Hver eneste af de her kampe bliver en finale for os, så vi skal bare gøre det, som vi altid gør: Skabe god stemning, siger fanklubbestyrelsesformanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.