Småskadede stjerner er med i stærk fransk VM-trup

Verdensmestrene er uden to stærke folk til den centrale midtbane, men er ellers godt rustet på alle pladser.

Karim Benzema er med i Frankrigs VM-trup, selv om han ikke har spillet meget i Real Madrid på det seneste. <i>Gonzalo Fuentes/Reuters</i>

Karim Benzema er med i Frankrigs VM-trup, selv om han ikke har spillet meget i Real Madrid på det seneste. Gonzalo Fuentes/Reuters

Onsdag kom det frem, at Karim Benzema på grund af en skade ikke havde trænet med i Real Madrid få timer før udtagelsen af den franske VM-trup, men de franske landsholdsfans kan ånde lettet op.

Den drønfarlige angriber er med i den trup, som landstræner Didier Deschamps onsdag aften har udtaget.

Der er dermed gode chancer for at Karim Benzema, der for nylig vandt Ballon d'Or, er med, når Frankrig og Danmark brager sammen i gruppespillet i Qatar.

Han har ellers ikke spillet særlig meget for Real Madrid på det seneste. En muskelskade har betydet, at han i perioden siden 22. oktober blot har spillet 26 minutter i klubbens fem kampe.

Den 34-årige angriber har i de seneste år været et målmonster uden lige for Real Madrid, og Didier Deschamps håber formentlig på, at det samme bliver tilfældet for Frankrig under VM.

Landstræneren har desuden udtaget Raphaël Varane fra Manchester United.

Forsvarsspilleren har siddet ude i klubbens seneste to Premier League-kampe på grund af en skade. Men det er øjensynligt ikke værre, end at han forventes at blive klar til VM.

I 2018 var Paul Pogba og N'Golo Kanté afgørende figurer på den centrale midtbane i Frankrigs VM-triumf, men ingen af de to er med i år. De døjer således begge med skader.

Det er ikke utænkeligt, at den centrale midtbane i stedet skal besættes af Real Madrid-duoen Aurélien Tchouaméni og Eduardo Camavinga.

Blandt de 25 navne på Didier Deschamps' liste er desuden store og selvskrevne navne som Kylian Mbappé, Hugo Lloris og Dayot Upamecano.

Der er også blevet plads til bundrutinerede Olivier Giroud og Steve Mandanda. Der er fortsat en åben plads i den franske trup. Den skal være besat inden mandag.

Frankrig møder Danmark ved VM den 26. november.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.