Smiler af Barcelona-kobling: AC har fremtiden på plads
Andreas Christensen håber, at det snart bliver meldt ud, hvilken klub han har skrevet kontrakt med.
Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen har allerede skrevet under på en kontrakt med den klub, han skal repræsentere efter sommerferien, men han må ikke fortælle offentligheden, hvilken klub der er tale om.
Det siger han efter mandagens landskamp, hvor Danmark vandt 2-0 over Østrig i Parken.
- Jeg ved godt, hvad jeg skal. Jeg håber snart, at det bliver offentliggjort, for jeg har vidst i et stykke tid, hvor jeg skal hen.
- Jeg har ventet på det rigtige tidspunkt med at offentliggøre det, men det er heller ikke kun op til mig, for der er andre ting, som skal på plads. Jeg håber snart, at det kommer ud, så jeg ikke skal stå og holde det hemmeligt, siger Andreas Christensen.
Den stærke forsvarsspiller har kontraktudløb med engelske Chelsea ved månedens udgang, og han koster derfor ikke en overgangssum for sin næste klub.
I ugevis har det lydt fra spanske medier, at kontrakten med Barcelona er underskrevet og ligger i en skuffe.
Adspurgt om han skal til Barcelona, afslører Christensens smilende ansigtsudtryk da også, at den spanske storklub meget vel kan være hans næste arbejdsgiver.
Sådan lyder det også på ham, når han bliver bedt om at sætte ord på klubben.
- Barcelona er en af de største klubber i Europa. Selv om de har haft deres problemer, er det en af de største klubber, man kan komme til som spiller, siger Andreas Christensen.
Barcelona har i forvejen landsholdskollega Martin Braithwaite i truppen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.