Sneen får Hobro IK til at udsætte kamp - Vendsyssel afventer afgørelse
1. divisionsholdet har også følt sig tvunget til at flytte spillested for hjemmekampen mod Hvidovre
Opdateret kl. 16:40
HOBRO: Der bliver ikke kamp i 1. division i fodbold fredag aften på DS Arena i Hobro.
De kraftige mængder sne, der i ugens løb er faldet over grønsværen, betyder, at hjemmekampen mod topholdet Hvidovre IF er udsat til søndag.
Vejrudsigten gør dog ikke Hobro IK optimistiske i forhold til at få DS Arena klar til kamp i weekenden, og derfor har klubben fået dispensation til at afvikle duellen mod Hvidovre på kunstgræsbanen ved siden af stadion.
Det nye kamptidspunkt under mere interimistiske forhold er søndag 12. marts klokken 13.
I Hjørring er der også faldet en del sne, men her har Vendsyssel FF i samråd med stadioninspektøren skruet godt op for varmen i banen.
Det betød, at sneen i første omgang var forsvundet torsdag morgen, men da der er kommet sne igen i løbet af torsdagen er det endnu for tidligt at konkludere det ene eller andet for Vendsyssel FF's vedkommende.
Det ligger dog fast, at kampen mellem Vendsyssel FF og Sønderjyske, der efter planen skal spilles søndag eftermiddag, skal spilles senest tirsdag. Det er nemlig sådan, at turneringsterminen dikterer, at næstsidste spillerunde i grundspillet skal være afviklet senest tirsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.