Sønderjyske henter luxembourgsk landsholdsspiller
Danskfødte Mathias Olesen har fået sin fodboldopdragelse i Luxembourg og Tyskland før skiftet til Sønderjyske.
Sønderjyske henter den 25-årige midtbanespiller Mathias Olesen og giver ham en treårig kontrakt.
Det oplyser superligaklubben søndag i en pressemeddelelse.
Han kommer til fra den tyske klub Greuther Fürth i 2. Bundesliga. Den 25-årige Olesen er født i Danmark, men flyttede i en tidlig alder til Luxembourg.
Som 18-årig skiftede han til FC Köln, hvor han optrådte 23 gange i den bedste tyske fodboldrække, Bundesligaen.
I 2025 skiftede han til Greuther Fürth, og det seneste halve år har han været udlejet til østrigske Grazer AK.
Han har desuden spillet 39 A-landskampe for Luxembourg.
Fremover skal han tørne ud i Superligaen, og det glæder Sønderjyskes sportschef, Casper Daather.
- Vi er glade for og stolte over, at vi i Sønderjyske kan tiltrække en kapacitet som Mathias Olesen, siger han.
- Han har fået en god fodboldopdragelse i det tyske fodboldsystem, og han kommer til Sønderjylland med en enormt stor international rutine.
- Vi får i Mathias Olesen en moderne midtbanespiller med stor taktisk disciplin, høj arbejdsradius og en stærk forståelse for spillets rytme, tilføjer Daather.
Olesen selv glæder sig til for første gang at spille i den bedste danske række.
- Jeg har kun spillet i Danmark, da jeg var fem år gammel, så jeg glæder mig til at opleve det danske miljø.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.