ishockey

Sønderjyske laver comeback mod Esbjerg i ishockey-premiere

Esbjerg kom hurtigt foran i Vojens, men hjemmeholdet tog sejren på William Boysens sejrsmål i tredje periode.

William Boysen sørgede for, at Sønderjyske fik en perfekt start på sæsonen i Metal Ligaen. (Arkivfoto).
William Boysen sørgede for, at Sønderjyske fik en perfekt start på sæsonen i Metal Ligaen. (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Landets bedste ishockeyhold var fredag atter på isen i Metal Ligaen efter mere end fire måneders pause.

Sønderjyske indledte sæsonen med en hjemmesejr på 2-1 efter et comeback mod Esbjerg Energy.

Værterne kom bagud efter fem minutter, da Søren Nielsen bragte esbjergenserne med 1-0, men amerikaneren Charlie Combs fik udlignet til 1-1 for Sønderjyske med et minut tilbage af første periode.

Efter en målløs anden periode blev stemningen i Vojens endnu bedre, da William Boysen små seks minutter inde i tredje periode fik pucken i nettet.

Scoringen blev kampens sidste, og dermed endte 25-årige Boysen som matchvinder.

I Nordjylland kom Frederikshavn White Hawks også godt fra start i den nye sæson med en 2-1-sejr over Herlev Eagles.

Daniel Olsson-Trkulja og Sebastian Brinkman sendte frederikshavnerne i front med 2-0 i første periode. Jesper Alasaari reducerede midtvejs i anden periode for de sjællandske gæster.

I fredagens tredje og sidste kamp vandt Herning Blue Fox med 3-2 i overtid over Odense Bulldogs, der i sidste sæson vandt bronze.

Efter 2-2 i ordinær tid tog gæsterne fra Herning sejren med en tidlig scoring i overtiden.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden