Fodbold

Sønderjyske-profil: Vi er ikke gode nok til Superligaen

Sønderjyskes Mads Albæk mener ikke, at klubben er god nok til Superligaen, da holdet ikke har vundet i 2022.

FC Nordsjællands anfører, Kian Hansen, scorede til 2-0 mod Sønderjyske, der nu er tæt på et rykke ud af Superligaen.
FC Nordsjællands anfører, Kian Hansen, scorede til 2-0 mod Sønderjyske, der nu er tæt på et rykke ud af Superligaen. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Sønderjyske har hele 11 point op til tiendepladsen og overlevelse, efter holdet fredag tabte til nedrykningskonkurrenten fra FC Nordsjælland med 0-2.

Det sønderjyske mandskab har dermed ikke vundet en kamp i Superligaen i de seneste 16 forsøg, og midtbaneprofil Mads Albæk slår også fast, at de ikke har niveau til at spille i landets bedste række.

- Vi er ikke gode nok, fordi så havde vi vundet flere kampe, så det er vi ikke.

- Der har ellers været nogle positive tendenser i foråret, men vi har ikke rigtig fået den sejr, som kunne have givet os noget ekstra energi, så folk er sindssygt skuffede.

- En sejr over FCN kunne have givet noget fornyet håb, fortæller Albæk og tilføjer, at drømmen om overlevelse lige nu er langt væk for Sønderjyske.

- Det bliver svært, når vi taber gang på gang, og det her nederlag gør det rigtig svært.

Cheftræner Henrik Hansen erkender, at det er en svær opgave, som Sønderjyske står over for nu.

- Vi har 11 point op med 21 point at spille om, så det bliver meget svært at overleve. Chancen er ikke særlig stor.

- Jeg synes dog, at vi er gode nok til Superligaen. Pointhøsten har dog ikke vist det, og det er nu engang tabellen, som viser, om man er god nok.

FCN-anfører Kian Hansen var glad for sejren over Sønderjyske, da Farum-klubben nu fik lagt afstand til bunden med syv point ned til Vejle Boldklub under stregen.

Men han vil dog ikke juble over en overlevelse endnu.

- Sejren stiller os endnu bedre, da vi har distanceret både Vejle og Sønderjyske. Der er stadig mange point at spille om, men sejren har givet os en lille puster.

Sønderjyske skal på mandag jagte en tiltrængt sejr, når de får besøg af AGF på Sydbank Park.

FCN skal derimod møde Vejle, hvor Farum-klubben med en sejr kan skabe et hul ned på ti point.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden