Sønderjyske taber terræn i toppen efter sent sejrsmål
Sønderjyske tabte på et sent straffespark på udebane mod Fremad Amager.
Opdateret kl. 20:54
Sønderjyske kunne have bragt sig tættere på de to oprykningspladser til Superligaen, men smed i stedet dyrebare point i toppen af 1. division.
Udekampen mod Fremad Amager blev således tabt med 0-1 efter et mål på straffespark otte minutter før tid.
Sønderjyske kunne ærgre sig endnu mere over nederlaget, eftersom holdet i første halvleg selv misbrugte et straffespark.
Nu bliver holdet på 27 point efter nu 16 kampe. Vejle og Hvidovre fører divisionen an med henholdsvis 34 og 30 point, begge for 15 spillede opgør.
Sønderjyske dominerede i store dele af kampen og havde også langt de fleste afslutninger i opgøret.
Den største mulighed kom efter en halv time, men Peter Christiansen fik reddet sit straffespark af Fremad-keeper Jeppe Højbjerg.
Sent i kampen fik hjemmeholdet så en tilsvarende chance, og her var Christoffer Boateng skarpere. Han scorede højt i målet og afgjorde kampen.
Med sejren kom Fremad Amager op på 17 point på niendepladsen.
Senere fredag sikrede HB Køge en sejr på 1-0 ude over Hobro.
Nemanja Cavnic blev matchvinder fem minutter før pausen.
HB Køge har nu 21 point som nummer syv, mens Hobro på tiendepladsen har 15 point.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.