Solid Zverev styrer forbi Giron og er i fjerde runde
Alexander Zverev havde lørdag ikke de store problemer med at slå Marcos Giron i tre sæt ved Wimbledon.
Den andenseedede tysker Alexander Zverev havde kun et lille koncentrationssvigt sidst i kampen, da han lørdag mødte amerikaneren Marcos Giron i tredje runde ved grand slam-turneringen.
French Open-mesteren Zverev afgav ingen sæt på vej mod sejren på 6-2, 7-6, 6-4.
De få gange, Zverev var lidt i problemer, reddede hans store serv ham.
Tyskeren tog tidligt teten. I kampens tredje parti brød han amerikanerens serv, og han havde generelt overtaget.
Han nåede hele ni breakbolde alene i første sæt, som han hjemtog med 6-2 efter to servegennembrud.
Giron kom langt bedre med i andet sæt. Hans serv var bedre, og Zverev vaklede en smule i sin ditto. To gange havde Giron breakbold, men missede begge.
I stedet tabte han et tæt sæt i tiebreak, og det lignede afgørelsen, da han blev brudt til 0-2 i tredje sæt.
Hans åbenlyse frustrationer var et klart signal om afmagt. Han anede ikke, hvordan han skulle knække Zverev.
Tyskeren havde sågar to breakbolde for at gøre det til 4-0, men han missede dem og så ud til pludselig at tage lidt for let på det.
Han lavede flere uprovokerede fejl, og spændingen kom tilbage, da Giron brød til 3-4 og trods breakbolde imod holdt serv til 4-4.
Zverev var nede med breakbolde igen, men servede sig fri og i front med 5-4, før han i et langt parti tog sejren ved at bryde Giron.
To andre af de større profiler i turneringen, femteseedede Alex de Minaur og niendeseedede Flavio Cobolli, blev lørdag også klar til fjerde runde.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.