Spændt Riis: Vingegaard-sejr på Hautacam vil være symbolsk

Bjarne Riis håber, at Jonas Vingegaard gør ham kunsten efter og afgør Tour de France på Hautacam.

Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar dyster om sejren i Tour de France. <i>Christian Hartmann/Reuters</i>

Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar dyster om sejren i Tour de France. Christian Hartmann/Reuters

Da Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, afgjorde han reelt løbet på stigningen op mod skisportsbyen Hautacam i Pyrenæerne.

Det samme har Jonas Vingegaard muligheden for, når rytterne senere torsdag eftermiddag rammer stigningen som det sidste på løbets 18. etape.

Og Bjarne Riis kommer til at følge nøje med, når Jonas Vingegaard skal forsøge at gøre ham kunsten efter.

- Det er helt vildt spændende. Jeg synes, det kunne være fedt, hvis han kunne vinde i den gule trøje i dag. Det ville være symbolsk.

- Med den Tour han har kørt, ville det være et godt aftryk at sætte til slut, siger Bjarne Riis, der selv har erkendt, at han var dopet, da han triumferede i 1996.

Da han tog sejren på Hautacam, diskede han op med et mindre teaterstykke. Han lod, som om han var skidt kørende, men til sidst angreb han og satte det hele på plads.

- Jonas skal bare gøre, som jeg gjorde i sin tid. Der er ikke så meget der. Det kunne være sjovt, siger Bjarne Riis med et grin.

- Men det er umuligt at sige, hvad der kommer til at ske. Det kommer an på, hvordan de kører ind på bjerget, og hvordan situationen i løbet er, når det sker. Det er aldrig ens, siger Bjarne Riis.

Den tidligere cykelrytter og mangeårige holdejer var som sagt dopet, da han i 1996 vandt Tour de France. Men det var ikke, fordi det var nogen leg for ham at køre op til Hautacam.

- Det er et fedt og hårdt bjerg. Det er en sindssygt hård afslutning, og det er også derfor, jeg synes, Jonas skal afgøre det i dag, siger Bjarne Riis, som husker tilbage på sin egen sejr på Hautacam med stor glæde.

- Det var der, jeg vandt Tour de France, så det er selvfølgelig et specielt minde, siger Bjarne Riis.

Til trods for dopingindrømmelsen står Bjarne Riis' sejr stadig i de officielle historiebøger.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.