Spanien og Portugal sejrer i VM-generalprøver
Uden en syg Cristiano Ronaldo sprudlede Portugal og vandt over Nigeria i en VM-testkamp. Spanien slog Jordan.
Opdateret kl. 23:21
De sydeuropæiske fodboldnationer Portugal og Spanien fik en god optakt til VM i Qatar.
Portugal vandt 4-0 hjemme i Lissabon over Nigeria, mens Spanien slog Jordan med 3-1 på udebane.
Især portugiserne, der var uden en sygdomsramt Cristiano Ronaldo, sprudlede inden holdets afrejse mod Qatar.
De to første mål blev sat ind af en veloplagt Bruno Fernandes.
Han scorede til 1-0 efter ni minutter på et oplæg af Manchester United-holdkammeraten Diogo Dalot.
Ti minutter før pausen øgede Bruno Fernandes til 2-0 på et straffespark efter en nigeriansk arm på bolden i feltet.
Den indskiftede Benfica-angriber Goncalo Ramos gjorde det til 3-0 efter 82 minutter, inden ligeledes indskiftede Joao Mario cementerede sejren to minutter senere.
I Spaniens kamp scorede Barcelona-stjernerne Ansu Fati og Gavi de to første mål, mens den indskiftede Athletic Bilbao-spiller Nico Williams nettede til 3-0.
I overtiden fik Jordan pyntet på resultatet mod Spanien, som med sejren også fik en god optakt til VM.
Tidligere torsdag vandt Marokko 3-0 over Georgien. Det skete på mål af profilerne Youssef En Nesyri, Hakim Ziyech og Sofiane Boufal.
VM-nationerne Canada og Japan tørnede sammen i en indbyrdes testkamp. Her vandt canadierne 2-1 efter et mål på straffespark dybt inde i overtiden. Målet blev scoret af af Lucas Cavallini.
Japan var ellers kommet foran 1-0 på et mål af Yuki Soma efter blot ni minutter.
Canadas forsvarsspiller Steven Vitoria udlignede til 1-1 på et oplæg af den tidligere FC København-spiller Atiba Hutchinson, der er blevet 39 år og lige nu står til at blive den ældste spiller ved VM i Qatar.
I en testkamp mellem to nationer, der ikke skal til VM, vandt Norge 2-1 over Irland i Dublin.
I den kamp scorede den indskiftede Brøndby-angriber Ohi Omoijuanfo sit første mål for Norge. Det var det afgørende mål til 2-1, og det blev sat ind efter 85 minutter.
Det andet norske mål blev headet ind af stopperen Leo Østigård.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.