Sport

Spanier får alligevel etapesejr efter diskvalifikation

Alex Aranburu kan alligevel fejre etapesejr, selv om han i første omgang blev diskvalificeret.

Alex Aranburu kørte sidste år for Movistar, men er til denne sæson skiftet til Cofidis. (Arkivfoto).
Alex Aranburu kørte sidste år for Movistar, men er til denne sæson skiftet til Cofidis. (Arkivfoto). David Pintens/Ritzau Scanpix

Forvirringen er total i Baskerlandet Rundt.

Først kørte Alex Aranburu (Cofidis) først over stregen på 3. etape efter et flot solohug og blev kåret som vinder af etapen.

Så blev sejren taget fra ham, fordi han havde kørt den forkerte vej rundt i en rundkørsel. Og nu er han så igen udnævnt sejrherre.

Det har Den Internationale Cykelunion (UCI) slået fast.

Årsagen til den seneste ændring er, at skiltningen af ruten ganske enkelt var forkert. Ifølge den såkaldte roadbook, hvor holdene før løbet kan studere ruterne, kørte Aranburu den rigtige vej rundt i rundkørslen kort før mål.

Men da Aranburu nåede rundkørslen, var der et skilt, der pegede ham den anden vej rundt. Det valgte han at ignorere, og det kostede ham i første omgang sejren.

- Men efter at have modtaget og gennemgået forskellige beviser, herunder Veloviewer-data, roadbook og oplysninger fra holdet, blev det konstateret, at alle tilgængelige oplysninger indikerede, at den pågældende rundkørsel skulle være taget på den måde, som Cofidis-holdets rytter havde valgt, skriver UCI ifølge cykelløbets X-profil i sin endelige afgørelse.

På grund af diskvalifikationen var det Romain Gregoire (FDJ), der blev sendt på podiet og hyldet for etapesejren.

Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) blev efter diskvalifikationen forfremmet fra en sjetteplads til en femteplads, men er nu skubbet ned som sekser igen.

Han har i det samlede klassement 16 sekunder op til Maximilian Schachmann (Quick-Step) på førstepladsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden